Musikerne i Berliner Philharmonikerne skulle i går vælge den dirigent, som skal følge efter Rattle. Pr. tradition foregår det ved at alle musikere samles og ingen forlader lokalet, før dirigenten er valgt. Alle kan bringe forslag på bordet. Men der var selvfølgelig en håndfuld kandidater, som var favoritter allerede fra begyndelsen.
Den tyske radiostation som jeg lyttede til i går eftermiddags, Kulturradio vom Rbb havde særudsendelse om dirigentvalget og sidst på eftermiddagen var der stadig ikke “kommet hvid røg op af skorstenen”. Så skulle der komme en afgørelse kl. 18.30. Men den kom heller ikke. Ud på aftenen skrev flere medier, at der ikke kunne opnås enighed, men at musikerne vil bruge det næste år på at vælge en dirigent.
Der bliver skrevet og talt om, at det ikke er godt for orkestret, at de ikke kan nå til enighed om dirigenten. At det måske afspejler, at de ikke ser sig selv som en helhed. Egentlig kan det ikke undre i en tid, hvor alt går ud på individualisme og selvcentrering. Men det kan også være, at den måde at vælge ny dirigent på ikke mere er tidssvarende. Eller som det også blev diskuteret af Kulturradios musik-kritikere, at orkestret måske ikke nødvendigvis skal have en fast chefdirigent.
Måske er der også en bestemt kandidat, de har peget på, som ikke kan beslutte sig. Det er jo ikke nemt at vide. Det virker lidt letsindigt at regne med at den man vælger, smider hvad han/hun har i hænderne og siger ja tak. Godt nok er der et par år til vedkommende skal træde til, men en dirigent i den klasse, som philharmonikerne er interesseret i, har vel også bundet sig for en periode et andet sted.
Det bliver interessant at følge dirigentjagten i det kommende år.