I fredags gik jeg på Martin-Gropius-Bau og så udstillingerne, som jeg havde planlagt at ville se.
Jeg tog udstillingen om ZERO gruppen først. Og det KAN være, at det er derfor, at den gjorde størst indtryk. Men jeg ttror faktisk også at dette skyldes den flotte måde det er lykkedes dem både at ophænge og formidle udstillingen. Og så selvfølgelig, at den tid, hvor gruppen opstod og virkede var en interessant periode i kunsthistorien – efter min mening. Der blev slået nogle slag i bolledejen og sat nogle spor i lagkagen. Dokumentarmaterialet i udstillingen i form af avisudklip og klip fra TV-udsendelser minder tydeligt om, at samtidens publikum og mange kunstanmeldere ikke kunne se, at gruppens kunst og performances havde noget som helst med kunst at gøre. Det har der jo været nogle andre der kunne, når man nu 50 år senere præsenterer en så omfattende og imponerende udstilling.
Det er nok nemmere for nutidens publikum, der er alligevel løbet meget vand i kunst-åen på de 50 år, og der skal nok meget mere til at provokere os nu. Men det lille hæfte, som man får udleveret ved indgang til udstillingen er alligevel meget nyttigt at have med. Her er en kort biografi af de enkelte kunstnere og deres særlige filosofi og metode. Jeg læste det i al fald rum for rum, før jeg betragtede de nogle gange særprægede kunstværker – som fx Henk Peeters værk Akwarell. Det er 19×19 klare plastikposer, trekvart fyldt med vandt og ophængt,så de danner et kvadrat. Men jeg må sige, at netop dette værk faktisk ikke krævede så meget forklaring, det præsenterer så at sige selv selv og er efter min mening ret smukt.
Udstillingen er bygget op i rummene omkring det store rum i stueetagen i Gropius-Bau. I det store rum er der en dokumentarudstilling om Gruppe ZERO med omkring 10 storskærme og masser af montrer og plancher. Jeg tog det meste med og blev meget klogere på ZERO. Helt inde i midten i den store sal svæver en kæmpe skive som drejer om sin egen akse og hvor en lyskegle danner skiftende mønster, alt efter cirklens stilling. Det er kunstneren Heinz Mack, der er kunstneren bag, og værket er tilegnet en anden ZERO-kunstner Otto Piene, som døde i Berlin sidste år, mens han udstillede på Neue Nationalgalerie.
I det lille hæfte kan man også se, at udstillingen den 11. april kl. 20 og hele natten igennem til kl. 8 om morgenen vil være åben for publikum. Her kan man ikke bare se udstillingen, der vil også være musik og dans og man kan spise og sågar sove i udstillingen. Det ville da være lidt af oplevelse – så kan man spare hotelværelset den nat. Se mere her.
Den anden udstilling med kunst fra Tel Aviv Kunstmuseum byder på berømte navne fra kunsthistorien, og der er flotte værker af bl.a. Kandinsky, Picasso, Max Beckmann, Marc Chagall, Edgar Degas, Mark Rothko og Egon Schiele og et selvportræt af Max Liebermann. I et af de første rum bliver man mødt af en propaganda-agtig film på et væg-til-væg lærred. En ung mand holder en agiterende tale for at få jøder til at vende tilbage til Polen og hjælpe landet på fode igen. DET var da lige godt for meget tænkte jeg – har det været et krav fra Israel for at sende kunsten til Europa, at de sendte en propaganda film med? Jeg forlod rummet – stunned… og lidt ilde til mode. Senere gik jeg tilbage og fandt ud af, at selvfølgelig handler om Yael Bartanas værk And Europe Will Be Stunned. Jeg har åbenbart været så udmattet af ZERO, at jeg ikke kunne gennemskue det i første omgang. Og der var for mange mennesker, til at jeg kunne komme til at læse plancherne. Nu har jeg frataget jer at få den overraskelse – men så er I til gengæld lidt forberedte. Udstillingen er bestemt værd at se, men ZERO gjorde altså størst indtryk på mig.
Se mere på udstillingens hjemmeside.