U-Bahn Cabrio

I aftes sad jeg og kiggede Rbb Heimat Journal til min aftensmad. De viste en temaudsendelse om begrebet “Tunnel” og var selvfølgelig nede i U-Bahnens tunneller. Meget interessant at høre og se.

Meget interessant var også, det der blev vist indslag fra en tur i U-Bahn Cabrio, så det vil jeg straks fortælle videre til berlin-nyts læsere. Det er BVG, der arrangerer aftenture i U-bahnen, hvor man sidder i en åben vogn på vej gennem tunnelsystemet – på skinner, der der selvfølgelig ikke benyttes til den almindelige U-Bahn. Men man kunne se på indslaget, at man godt nok også kommer ud i lyset på stationerne indimellem.

Turen er ca. 35 km lang og varer to timer. Man får sikkerhedshjelm på og skal ellers rette sig efter den besked man får af tur-lederen. Det koster 40 Euro per person, at komme med på sådan en tur. Der er nogle betingelser for at deltage, det kan I læse på BVG’s side om U-Bahn Cabrio.

Der står, at alle ture i 2014 er booket. Ærgerligt nok, for det kunne da være spændende at opleve. Man kan først booke ture i 2015 fra februar måned. Hvis man vil huskes på det, kan man ved at sende sin mailadresse til BVG blive sat på en mailingliste, så man får besked, når der kan bookes igen.

Se også Rbb’s side om udsendelsen.

Skriv gerne en kommentar