Styr på bogstaverne…

Nu tænker I måske, at indlægget i dag handler om Buchstabenmuseum? Men nej det gør det ikke.

Det handler dog om bogstaver, om at have styr på bogstaver og deres brug i en forkortelse – de forkortelser, som det tyske sprog har så mange af. Det handler også noget om styr…

Indlægget skal handle om en cykeltur, som man kan komme med nu på søndag den 19. juni. Turen annonceres som Radtour FKK (cykeltur FKK) – og der fik jeg et noget forundret syn for mit indre øje. FKK bliver almindeligvis på tysk brugt som forkortelse for Freie Körper Kultur, på dansk nudisme/naturalisme. Ifølge Wikipedias defination er naturalisme en betegnelse for en subkultur, hvor det er socialt accepteret at være nøgen – også i situationer, hvor det omgivende samfund foretrækker påklædthed. Så Radtour FKK …  kan I se det for jer?

Før I tænker: Nej DET skal jeg altså ikke med til, så læs lige videre.

For jeg  var jo nødt til at undersøge det nærmere. Og så viser det sig, at arrangørerne har sat en parantes efter FKK med teksten (Fahrrad, Kirchen und Kultur) og så er det straks noget HELT andet – cykel, kirker og kultur. Det viser sig at det er Verkehrsclub Deutschland (forkortet VCD), som arrangerer en cykeltur. Målet er landsbykirken i Sternhagen, som har et særligt orgel, Wagner-Orglet fra 1736. Her er der koncert med Uckermärkische Musik- und Kunstschule Angermünde og man får fortalt om orglet. Koncerten er gratis, men man forventer, at publikum giver et bidrag, da formålet med koncerten er at indsamle penge til at restaurere kirken.

Man cykler ikke fra Berlin, men møder op på Washingtonplatz foran Hauptbahnhof kl. 10, hvor man skal med tog til Seehausen og så cykle derfra til Sternhagen – hvilket er en strækning på 25 km. Læs mere om turen på Gratis in Berlins hjemmeside her eller på VCD’s hjemmeside her.

Det er måske ikke lige et tip til den gængse ferieturist, men man jo leje cykler mange steder i Berlin, så hvorfor ikke? Ellers ved jeg også, at mange danskere, som bor i Berlin, følger berlin-nyt, og dem skal der også være noget til en gang imellem.

Om arrangørernes brug af FKK er tilsigtet for at opnå opmærksomhed ved jeg ikke. Men jeg tror det er, og det virkede på mig.

Rigtig god tur på søndag – ….. og husk nu at tage tøj på 🙂

Skriv gerne en kommentar