Stasimuseum – skal det besøges igen?

Nu hvor turen snart igen går til Berlin, skal der tages nogle beslutninger, om hvad det er vi skal se.

Stasimuseum kunne være et rigtigt godt bud. Dels har vi i den senere tid fulgt serier i TV, som handler om DDR-tiden, og dels har min rejsekammerat ikke set Stasimuseets udstilling. Det har jeg egentlig heller ikke, men jeg har lidt alligevel. For jeg så Stasi-museum, da det lå et andet sted og jeg så MfS’ kontorer, før det blev til Stasimuseum. Vi skal bo i Weissensee denne gang, så det bliver måske et lidt mere øst-præget besøg end de tidligere gange, jeg har været i Berlin.

Stasimuseum Berlin er indrettet i det store bygningskompleks i Normannenstrasse, der husede DDR’s Ministerium für Staatssicherheit (MfS), nærmere betegnet Haus 1, som lidt forvirrende så har adresse i Ruschestr. 103. Jeg besøgte stedet dengang det endnu hed Forschungs- und Gedenkstätte Normannenstraße – og da kunne man som nu bl.a. se Erich Mielkes kontor. Det var dengang (2006) et lidt nødtørftigt indrettet museum, men vældig interessant at se. Erich Mielke var Minister für Staatssicherheit og øverste chef for Stasi, linket er til Wikipedia.

Nu er inventaret renoveret og udstillingerne er mere opdelt i temaer. Det er muligt at bestille omvisninger for grupper uden at skulle betale mere en entréen for det. Det kunne for skoleklasse være et rigtigt godt alternativ (eller supplement) til DDR Museet. På Stasimuseums hjemmeside kan I finde alle oplysninger til, hvor I skal bestille omvisningen.

Der er også offentlige omvisninger, som man kan følge uden tilmelding. De ligger på bestemte dage, også det kan I læse om på museets hjemmeside.

Skriv et svar