“Romeo og Julie” i Weissensee

Den tyske TV-serie fra 2010 – Weissensee – bliver lige nu vist på Sveriges TV1. Det 5 afsnit ud af 6 bliver vist på torsdag, og bliver genudsendt den 17. august. Se SVT.se for flere sendetider.

Serien har i høj grad tilknytning til Berlin. Weissensee er en bydel i Berlin, som lå i DDR. Og serien har netop temaet DDR-BRD. Det er koldkrig, og vi er i 1980’erne, hvor Stasi er gået fuldstændig i selvsving.

Overskriften Romeo og Julie afslører, at serien også har et kærlighedsdrama i sig. To unge mennesker Julia! og Martin mødes og forelsker sig – men de tilhører desværre hver sin lejr. Martin arbejder i Volkspolizei og hans far og bror er højtstående Stasimedarbejdere. Faderen er lidt mere lunken end broderen, som er fuldstændig og aldes partitro, og går så langt, at han kan sætte sin egen familie i fængsel, hvis de ikke er systemtro. Julias mor er kunstner, musiker og sanger, og er nok socialistisk, men vil ikke underlægge sig stystemets politiske krav til kunsten.

Der er lagt op til ballade og familietragedie. De to unge menneskers kærlighed til hinanden er så stor, at de er parate til at kæmpe mod både familie og det politiske system. Serien er så god, fordi den viser, hvordan sådanne fanatiske politiske systemer borer sig ind og splitter og ødelægger den lille familie. Vi får samtidig et troværdigt indtryk af, hvordan det var at leve under DDR styret.

Serien har været sendt på dansk TV også, og jeg har vist også skrevet om det før. I kan læse om serien på ARD’s hjemmeside, hvor jeg til min store glæde ser, at der her i efteråret sendes en række nye afsnit, så vi ser, hvordan det videre går med familien. Mon ikke vi følger dem frem til murens fald så? Jeg skal nok skrive om det, når serien går i gang på ARD. Indtil da, kan I, der ikke har set serien, i det mindste nå at se de sidste to afsnit af første del på SVT1. Eller I kan læse om alle afsnittene på ARD’s side om Weissensee.

Skriv gerne en kommentar