Pinseklokker fra Carillon

I Tiergarten står et noget specielt klokketårn. Specielt fordi dets klokker er et helt klokkespil, som der kan spilles hele melodier på. Hver søndag mellem 1. maj og 25. september kl. 15 spiller carilloneur Jeffrey Bossin et koncertprogram. Efter koncerten kan man få en rundvisning i tårnet.

Til forårets kirkehøjtider afholdes specielle koncerter, således også i Pinsen, som nu står for døren. Så Pinsedag og 2. Pinsedag, 20. og 21. maj kl. 15 har I mulighed for at lytte til liflige klokkespilstoner fra tårnet. Der spilles både kirkelig og verdslig musik – jeg har set at Veronika der Lenz ist da er på det pinsekoncerternes program her.

På Carillons hjemmeside beskriver de hvor man kan finde en god lytteplads i nærheden af tårnet. Der står, at den bedste position er 100-200 m fra tårnet. Se mere om tilhørerpladser her. Programmet for dagens koncert kan man finde i en montre ved tårnet.

Hvis man vil med på en rundvisning efter koncerten, skal man lige vente på at carilloneuren kommer ned og henter deltagerne. Der er 180 trin og ingen elevator! Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig rundvisningen på forhånd. Det koster 7 euro for voksne og 3 for børn under 12 år. Se mere  om rundvisningen her.

Her lidt historie om Carillon-tårnet, som faktisk rummer et af Europas største klokkespil og blev bygget i 1987. Det var en gave til Berlin fra Daimler-Benz, hvilket har foranlediget øgenavnet Big Benz.  Klokkespillet har 68 klokker og et register på 5½ fuldkromatiske oktaver. Den største klokke vejer 7,8 t. Det betjenes udelukkende med håndkraft, eller man skal nok snarere sige med kropskraft – man spiller  på et klaviatur, men med knyttet næve – og så bruger man også fødderne på pedaler. Repertoiret kan være såvel klassisk som populærmusik.  Den der spiller på klokkespillet kaldes en  carillonneur, for tiden hedder han Jeffrey Bossin. På Carillon Berlins hjemmeside får man beskrevet, hvad sådan et klokkespil består af, og hvordan det betjenes. Se mere om det her.

Se en Youtube, hvor Jeffry Bossin fortæller om Carillon og spiller en hel koncert. Billedet til indlægget stammer fra denne Youtube.

 

Skriv gerne en kommentar