Om det er ferietiden, Merkel/Trump, eller den fransk-amerikanske alliance vi skal takke for at DR 2 nu har vendt sig mod Tyskland med programmet Ausfahrt og serien Ku-damm 56 (Pigerne fra Berlin) på engang, ved jeg ikke. Men tak skal DR have. Mere tysk i TV, tak. Programmet Ausfahrt kan jeg rigtig godt lide og jeg har set de to første programmer.
Serien Pigerne fra Berlin blev sendt med første del i går aftes, men ligger stadig på DR til at man kan se den, klik på linket her.
Serien foregår i kvarteret omkring Kurfürstendamm, og hovedpersonerne er en familie, som driver en danseskole.
Kort fortalt om serien. Her beskrives ungdomsoprøret med rockmusik, den nye dans og ønsket om selvstændighed. Tidens præg af menneskelige traumer efter 2. verdenskrig og den begyndende økonomiske opgang – i Vest Tyskland kaldet Wirtschaftswunder – er også ingredienser i serien, selvfølgelig blandet med ungdommens kærlighedskvaler og tidens moral. Drejebogen er skrevet af Anette Hess, som også skrev drejebog til serien Weissensee.
Læs mere om den prisvindende serie Ku’damm 56 på Wikipedia her.
Se trailer fra youtube – fra dengang serien blev sendt på ZDF første gang.