Ny mandags-serie på berlin-nyt. Mortens Akazien-Kiez

En af de store glæder jeg har ved at drive berlin-nyt, er at jeg kommer i forbindelse med mennesker, som har lige så stor lidenskab for byen, som jeg selv har.

Det er bl.a. Morten, som får berlin-nyt via twitter, og som jeg tit får tilbagemeldinger fra. Morten skrev for nogen tid siden, at han gerne ville skrive en tekst til berlin-nyt om det kvarter, hvor han har sin lejlighed, og hvor han nyder at være, når muligheden er der. Om lidt giver jeg ordet til Morten, og det er faktisk sådan, at I kan komme med Morten en tur rundt i Akazien Kiez hver mandag et stykke tid fremover.

I dag præsenterer Morten sig selv og fortæller lidt om, hvorfor han og hans kæreste valgte netop det kvarter:

Akazienstr forår 2014. Foto: Morten A.

Akazienstr. Forår 2014. Foto: Morten A.

Schöneberg og Akazienkiez. En guidet tur “im Kiez”  – Om skribenten

Jeg hedder Morten, er tæt på de 40 og er én af de mange “stenrige” udlændige, der i “nullerne” købte lejlighed i Berlin. For min kæreste (- Ja, det er en mand!) og jeg var det en kombination af, hvad sociologer så fornemt kalder “double-income – no-kids”, kombineret med nysgerrighed, en smule udlængsel og en altid tilbagevendende og forkælet “ø-kuller” over et helt normalt arbejds- og forstadsliv i det østjyske. En udadvendt livsstil, – kærlighed til fest, farver, kultur (og tysk kultur) -og i særdeleshed – selvfølgelig – Berlin gjorde valget mellem “almindeligt” sommerhus eller et “get-away” i Berlin nemt.

I tiåret før vores køb havde vi bare brugt dumt mange penge(!) på hoteller i Hamburg og Berlin. Ikke en god investering, men vi var allerede dengang indædte frankofile – med tysk fortegn!  Vi søgte aktivt lejlighed i Berlin i halvandet år og boede i den periode i samtlige af byens bydele og fik en god fornemmelse af deres forskellige profiler og for og imod, når det kommer til et match med os og vores præferencer. – I jakkesæt på vej til eller fra operaen gennem et over-graffitiforurenet nabolag fuldt af ”flaskesmadrende lidt for festglade 20-årige” var måske bare ikke det rigtige for os og så videre.

Temmeligt atypisk i forhold til alle de “sikre” investeringer i de potentialefyldte tidligere østkvarterer, som alle andre på den tid investerede i, endte vi i Schöneberg. Vi ville jo også have en slags liv her: – To værelser, “two blocks” fra KaDeWe, i et kvarter, hvor og hvorfra vi bekvemt kunne få styret vores trang til at være både turister og private. – Vi kan gå ud eller blive hjemme. Vi kan geare op eller ned. – Vi kan gå til Kurfürstendamm eller i Tiergarten eller hurtigt tage en U-Bahn videre ud i millionbyen.

Bydelen har heldigvis siden vokset på os. I hvert fald har vi i snart ti år tilbragt årligt omkring 50 dage her til afslapning, opladning, inspiration, forkælelse og kultur (bar-kultur er jo også kultur, som vi siger) i al slags vejr og til alle lejligheder. Slet og ret har vi bare skabt os og fået et “home away from home”, der “virker” for os her. – En privilegeret mulighed for at bytte én virkelighed ud med en anden. – Det er Berlin for os. – Det bedste vi har gjort! – Her er altid noget at komme tilbage til. – Altid noget at glæde sig til og frydes over! I begyndelsen var vi måske ikke så velformulerede omkring, hvad vi faldt for ved netop “vores” Schöneberg. Teksten her er at betragte som en “homage” til netop det!

I de perioder, hvor vi enten arbejder eller plejer vores venner her i Danmark, dulmer skribenten her flittigt sin Berlinerlængsel og ditto abstinenser med twitter up-dates og nyheder om og fra Berlin, bl.a. via de daglige, altid inspirerende, pålidelige, trofaste og underholdende tweets fra Berlin-nyt.dk, som følgende er dedikeret til.

Læs mere på berlin-nyt næste mandag.

,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close