På torsdag den 26. juni er der igen Gesprächskonzert i foreningen Musica reanimata.

Denne gang er hovedpersonen Brigitte Schiffer. Hun måtte som de fleste af jødisk afstamning forlade Tyskland under nazismen. Hun var ellers igang med studier i komposition og musikethnologie på dette tidspunkt. Hun tog til Cairo og senere til London, hvor hun bl.a  skrev for musikmagasinet Melos.

Musica reanimata betyder genoplivet musik. Og det er netop foreningens formål at få komponister frem i lyset, som man ikke rigtigt kender til i dag på grund af, at de fik deres karriere smadret af nazismen. Gesprächskonzert betyder samtalekoncert. På koncerterne bliver en ekspert interviewet af en journalist eller en anden person med viden og interesse for emnet. Og koncertdelen går selvfølgelig ud på, at der spilles musik af den komponist, det drejer sig om. Eller det kan også være musik af andre komponister, som har tæt tilknytning til hovedpersonen.

På torsdag kan man således få udvidet sin musikalske horisont og få mere at vide om Brigitte Schiffer. Der er en af hendes strygekvartetter på programmet, og derudover kan man høre musik af H. Tiessen og H.H. Stuckenschmidt, som Schiffer kom tæt på i kraft af sin skribentvirksomhed.

Koncerten finder sted i Konzerthaus på Gendarmenmarkt i den lille sal, der kaldes Musikclub. Jeg har selv overværet en af koncerterne. Det var ganske interessant og kan anbefales varmt. Læs mere på musica reanimata’s hjemmeside.

Skriv gerne en kommentar