Lindenberg! Mach Dein Ding

Ny film om Udo Lindenberg

Nogle gange ser jeg Rbb’s Abendschau for lige at få et update på, hvad der rører sig i Berlin.

Det gjorde jeg også i går. Et af indslagene fortalte om en ny film om Udo Lindenberg – Lindenberg! Mach dein Ding. Mange, der interesserer sig for Berlin, ved også hvem Udo Lindenberg er. Trods det, at han det mest af tiden opholder sig i Hamborg, så er han også forbundet med Berlin. I 80’erne beskæftigede han sig med det øst-vest tyske forhold, og hans kærlighed til en pige fra Øst-Berlin er også fortalt i musicalen Hinter’m Horizont, som for nogle år siden blev spillet i Berlin.

Alle der kender til Udo Lindenberg, kender også hans snøvlede talemåde og meget anderledes facon. Hat og cigar. Men han er mere end det. Hans tekster og musik er der efter min mening rigtig meget kvalitet i. Og det er der selvfølgelig mange, der er enige med mig i, ellers blev der nok ikke lavet en film om ham. Jeg købte for et par år siden CD’en Stärker als die Zeit. Den er jeg rigtig glad for.

I indslaget på Abendschau ser man den skuespiller, man har fundet til at spille rollen som Udo Lindenberg. Jeg kan forestille mig, det har været svært. Men det ser ud som de har ramt rigtig. Man ser ham nemlig sammen med originalen…Skuespilleren hedder Jan Bülow, og det er ikke en jeg kender i forvejen.

Den film vil jeg gerne se. Kommer den ikke til Danmark, så må jeg jo tage til Berlin og se den.

I øvrigt er der flere interessante emner i gårsdagens Abendschau, så tag og se det hele.

Lindenberg! Mach Dein Ding kommer i de tyske biografer fra 16. januar. Se indslaget fra Abendschau her

Hele udsendelsen linker jeg til her.

Hvis I ikke kender Udo Lindenberg eller vil vide mere om ham, så linker jeg til Wikipedia her Og tag lige at kaste et blik på alle de priser og udmærkelser, han har fået – hold da op!

Se også klip fra filmen her

Skriv gerne en kommentar