Kafferösterei i Uhlandstrasse

Jeg har lige arvet en stor opslagstavle efter min mor. Den har jeg sat op foran min PC-arbejdsplads her hjemme. Jeg har sat forskellige billeder op på den – af mine børn, mine forældre, mine nære venner – og så et bykort over Berlin.

Et par af billederne fandt jeg også i nogle af min mors papirer. Hun printede altid de billeder vi sendte hende fra vores ferier ud på fotopapir (hun var 90 år!) og der var rigtig mange af dem. Tre af dem var med mig og mine sønner, da de var på besøg hos mig i Berlin i efteråret 2014. Vi havde en rigtig dejlig weekend der, og det var bare skønt at tage de minder frem igen. Tak, mor! for at du havde gemt de billeder.

 

Billederne tog vi da vi slentrede ind ad Kurfürstendamm og lige gik ind på en lille café og fik en kop kaffe på vejen, og dels i Berliner Kafferösterei. Og som overskriften angiver, så er det Berliner Kafferösterei, jeg vil tippe jer om i dag. Det er sådan et sted, hvor de rister og maler kaffebønner og der er jo en herlig duft i butikken. Man kan vælge mellem så mange forskellige sorter, og man får rigtig venlig vejledning, mens man dufter til dem. Det eneste problem, man har, når man er i den butik, det er, at man let kommer til at købe alt for meget.

Ydermere er der en café, der også har nogle kager, som det også kan være svært ikke at skulle smage bare en af. Og en lille frokostmenu har de også.

Så der i Uhlandstrasse i Berliner Kaffeerösterei kan man både få stillet sulten og lækkersulten, man kan købe alle former for chokolade og forskellige kaffe og the relaterede brugsgenstande, og ikke mindst få sig noget rigtig godt kaffe med hjem. Og det er vigtigt! for som min mor altid sagde, en god kop kaffe hjælper på mange ting!

Her får I linket til Berliner Kafferösterei 

Skriv gerne en kommentar