Informationssamfund i mikrokosmos

I dag er berlin-nyt ren og skær søndagsunderholdning. Og dog, er det nu det?

Det handler om alle de uformelle opslag, man møder ude i bybilledet, på butiksruder, hjemme i vores kvarter, på en lygtepæl, på et træ eller et skilt. Det er tit opslag fra private personer, som har behov for at ytre sig om små og store emner. Men det kan også være en henstilling til beboere, forbipasserende eller kunder. Tonen kan være mere eller mindre venlig, nogle gange endda vred og meget rå. Andre gange er der anvendt en meget ironisk tone, eller formuleringen kan ligefrem være komisk, også uden at det har været afsenderes hensigt.

Tagesspiegel opfordrer sine læsere til at sende billeder af sådanne opslag, og det er der kommet en billedserie på 1100 billeder ud af. Den er ret sjov at sidde og kigge. Gem den evt. til en regnvejrsdag i sommerferien.

Beskederne har nogle gange helt specifikke målgrupper – det kan være helt ned til 1 person, når det drejer sig om en, som har gjort noget galt – men hvor personen ikke kan identificeres. Eller det kan være en kærlighedserklæring til en person, som man enten ikke har fået kontaktoplysninger på, eller som ikke længere svarer på disse. Rigtig morsomt bliver det, når andre skriver kommentarer på beskederne.

Så er der også efterlysningssedlerne. En kat, der er løbet væk, en undulat der er blevet fundet osv. Sådan noget ændrer sig jo hele tiden efter hvad det er vi går og anskaffer os, og som kan blive væk. Det er ikke kun kæledyr, man efterlyser. På en af beskederne i Tagesspiegels billedserie er der således en, som efterlyser sin drone, der er fløjet bort 🙂 En anden efterlyser ejeren til en tam rotte – og så er der også blevet fundet en dromedar, hvor ejeren efterlyses. Sågar en tandprotese, er der en der har fundet, taget med hjem og gjort sig den ulejlighed at sætte en seddel op med tlf. nr., hvor den kan hentes. Et opslag på en postkasse opfordrer til, at man ikke kommer breve i, da der er en fuglerede i postkassen! På et træ er der slået en seddel op, hvor der efterlyses 33 store piger til et fakir-rekordforsøg! Bare nogle eksempler, så I har en idé om, hvor underholdende billedserien er.

Der er nærmest ingen grænser for, hvad man kan finde på at skrive og smække op et offentligt sted. Og jeg håber, at Tagesspiegel vil gemme disse billeder, for engang om 100 år, så kan en historiker måske få en hel masse ud af dem. De siger jo meget om den tid, vi lever i.

Kig med på linket her, hvis du har lyst til lidt let søndagsunderholdning eller lidt samtidshistorie.

Skriv gerne en kommentar