Gurlitt samlingen udstilles i Gropius Bau

I 2013 dukkede en kunstsamling op, som vakte stor opsigt i hele verden. Ejeren af samlingen var Cornelius Gurlitt (1932–2014), søn af kunsthandler Hildebrand Gurlitt (1895–1956). Fra i morgen udstilles samlingen på Gropius Bau og den vises til 7. januar næste år.

Samligen blev beslaglagt, fordi Hildebrand Gurlitt var kunstindkøber for nazisterne – der skulle skabes en samling til Hitlers kunstmuseum. Kunstindkøber er alt for pænt et ord at bruge, men det var jo nazisternes metode hele tiden at bruge pæne ord for grimme handlinger.

At samlingen blev beslaglagt i 2013 skyldes selvfølgelig, at kunstværkerne i samlingen for en stor del er de værker, som nazisterne konfiskerede fra museerne som “entartete Kunst” eller som de stjal fra jødiske samlere og privatejere. Gurlitt formidlede også den såkaldte entartete kunst til samlere i udlandet.

Der er stadig mange af værkerne i samlingen, som ikke har fundet den rette ejermand, men nogle er givet tilbage til arvinger til tidligere ejere. Der arbejdes stadig med at finde ud af, hvor værkerne stammer fra. Det er vanskeligt, fordi det selvfølgelig med vilje er gjort vanskeligt og papirer er blevet tilintetgjort.

På udstillingen portrætteres også som “stille vidner” nogle af de mennesker, som har ejet værkerne. Stille vidner, fordi de som jøder blev forfulgt og dræbt af nazisterne. Det er fint, at det gøres på den måde, synes jeg. Den sorte og grusomme periode i Tysklands historie er bare nødt til at blive belyst til bunds, hver gang et tema tages frem.

Jeg har set en lignende udstilling på Ephraim Palais, hvor det var værker fra nazisternes Entartete Kunst udstilling, der blev vist. Historien om fænomenet blev fortalt, men der var fokus på de kunstnere, det gik ud over. Og det var fint. Og det var en god udstilling.

Jeg håber, det lykkes lige så godt på Gropius Bau.

Læs mere om udstillingen her – hvor der også fortælles om et katalog til udstillingen, som sikkert er interessant at få fingre i.

Hver søndag kl. 15 er der offentlig omvisning i udstillingen. Første gang på søndag den 16. september.

Skriv gerne en kommentar