Nordische Botschaftens nyhedsbreve indeholder ikke kun begivenheder, som foregår i ambassadernes Felleshus, men også arrangementer med nordisk aspekt, som finder sted ude i byen.
I dag er det 172 år siden den norske komponist Edvard Grieg blev født. Det fejrer Edvard-Grieg-Forschungsstelle an der UdK Berlin med en koncert i aften kl. 19.30. På programmet er Griegs strygekvartet op. 27 i g-mol, hans „Altnorwegische Romanze“ for to klaverer op. 51 og hans 6 Lieder til tyske digte op. 48.
Musikerne i strygekvartetten er Wojciech Koprowski (violin), Jaroslaw Nadrzycki (violin), Michal Bryla (viola) og Karol Marianowski (cello). I romancen for to klaverer er det Dena Piano Duo, som består af Tina Margareta Nilssen og Heide Görtz. Liederne synges af sopranen Lena Haselmann, ledsaget af Tina Margareta Nilssen.
Sjovt som hændelser nogle gange falder sammen. Netop for et par dage siden fik jeg en CD tilsendt fra en musik-ven i Norge med Dena Piano Duo, hvor de spiller Mozart sonater, hvor Grieg har tilsat en stemme for et klaver mere end Mozart havde tænkt sig. Det lyder faktisk ret godt, skønt Grieg ikke ligefrem fik ros for det dengang i 1876/77. Det var første gang, jeg hørte om Dena Piano Duo, og nu læser jeg så i nyhedsbrevet fra Nordische Botschaften, at de spiller på UdK i aften!
Se mere om koncerten på UdK’s hjemmeside og se mere om Nordische Botschaftens aktuelle program her – bl.a. vil I se, at det danske herrekor Zelo giver koncert i dag.
Her en youtube video med Dena Piano Duo og stykket de spiller i aften