Gæsteindlæg med turforslag til Babelsberg og Glienicke

For nogle dage siden bragte jeg Bo Morells forslag til tur med 9 Euro billetten til Rahnsdorf. Nu kommer endnu et forslag, denne gang i den anden ende af Berlin, hvor Bo Morell  anbefaler en heldagstur til Potsdam med de ovenfor nævnte lokaliteter.

Tag S-toget med ABC-billetten eller 9-Euro-billetten, der gælder i august, mod Potsdam; stå af ved stationen Babelsberg (regionaltoget stopper ikke her) og gå op ad hovedgaden Karl-Liebknecht-Straße med de smukke væverhuse, hvoraf et er museum. Desuden kan man se Friedenskirche i den historiske bydel og evt. besøge en af gadens cafeer eller restauranter. Ved Grenzstraße drejer man til venstre mod slotsparken Babelsberg, hvor der er en indgang på hjørnet.

Går man mod nordvest, ses udsigtstårnet Flatowturm og Gerichtslaube, der stammer fra Berlins gamle rådhus, hvorefter man kommer ned på stien langs Tiefer See og et anløbssted til Potsdams vandtaxa (se afgangstiderne i ruteplanen: https://potsdamer-wassertaxi.de/fahrplan-2022/). Herfra kan man komme over til Schiffsbauerdamm på Potsdam-siden, men det er også muligt at følge stien nordpå forbi det lille slot og videre til Schloß Babelsberg, der desværre begge er lukket pga. restaurering. Til gengæld er der udsigt til Glienicker Brücke og Jagdschloß Glienicke. Ved bredden ligger et dampmaskinehus, der har drevet slottets kaskader. Stien fører videre til Parkbrücke, hvor man kommer over til Glienicke med en café.

Herefter drejer man til venstre og kan se en gruppe villaer i schweizisk stil samt en Konsum-butik fra DDR-tiden. Længere fremme ved et kapel efter svinget holdes der alpakaer, der ligner plydsdyr, og det sidste stykke inden Königstraße følger Mauerweg med en fotoplanche, der anskueliggør det tidligere ingenmandsland. Fra hovedvejen er der ikke langt til Glienicker Brücke mod vest, der var grænsebro og kendt for udveksling af spioner. Skiltningen viser, at grænsen efter Murens fald først blev åbnet her dagen efter: 10. november 1989. På den anden side ligger Villa Schöningen, der er café og udstillingssted. Fra stoppestedet i nærheden kan man køre med sporvogn 93 til Potsdam, hvor byen og dens slotte venter.

Foto: Bo Morell

Skriv et svar