Vi husker alle datoen for éen bestemt begivenhed: Det var den 9. november 1989, at muren faldt og der blev fri adgang mellem Øst- og Vestberlin – en glædelig begivenhed for Tyskland og som for hele verden.

Men også en række andre skæbnesvangre begivenheder har fundet sted på den 9. november gennem Tysklands historie. Det markeres på Deutsches Historisches Museum med fri entré og gratis rundvisninger hele dagen i dag.

Museet har valgt at fokusere på fem historiske begivenheder, som alle fandt sted den 9. november: Henrettelsen af demokraten Robert Blum i 1848, udråbningen af den tyske republik i 1918, Hitlers kupforsøg i 1923, progromnatten 1938 og som nævnt murens fald 1989.

I udstillingen af den faste samling vil der kl. 11-14 og 15-17 blive fortalt om de fem begivenheder med 20 minutters mellemrum. Hver mini-rundvisning varer 5-10 min., så publikum kan nå rundt til dem alle fem. En god anledning til at besøge dette udmærkede museum.

Se også http://www.dhm.de/

Skriv gerne en kommentar