Besat af Schubert

Franz Schubert, østrigsk komponist født for 220 år siden, har skrevet noget af det dejligste musik, som er skabt. Bl.a. sonater for klaver. I aften kan man høre den unge kinesiske pianistinde Ran Jia spille Schuberts sonater i Philharmoniens Kammermusiksaal.

Ran Jia opdagede Schubert som 13-årig. Hun havde allerede spillet klaver i nogle år og besluttet, at hun ville have en karriere på klaveret. Og da hun for første gang spillede Schuberts store A-dur Sonate, var det sket. Hun vidste, at hans musik ville følge hende hele livet. Vi må her huske, at Schubert og andre vestlige komponister jo ikke er noget, man vokser op med i Kina, sådan som vi gør i Europa.

Ran Jia fik undervisning af sin far, som er komponist. Han ønskede slet ikke at pace til datter til en professionel karriere. Det skulle vise sig, at det behøvede han heller ikke, for der skete det, at Ran Jia fik fingre i den kinesiske stjernepianist Lang Langs biografi, hvor han fortæller om sin uddannelse på Curtis Institute of Music i Philadelphia. Så det besluttede Ran Jia, at hun også ville. Faderen sagde nej, ikke før du bliver 18 år! Men Ran Jia optog hemmeligt sit klaverspil og sendte det til Lang Langs lærer. Fire uger senere fik hun brev med invitation om at komme til Philadelphia. Hun kunne ikke engelsk og måtte have den forbavsede fader til at læse brevet. Så det endte med, at hun som 15 årig begyndte undervisning på Curtis Institute of Music.

Det er altså en pige med ben i næsen, der spiller i aften i Kammermusiksaal. Men sandelig også en pige med noget mellem ørerne og musik i fingrene. Og noget af en personlighed. Det forstår man, når man ser youtube videoen, som jeg henviser til nedenfor. Ran Jia har sat sig for at spille alle Schuberts sonater I Berlin, så hun har selv lejet Kammermusiksaal til formålet (3., 9., 16., og 19. marts). Se oplysninger om billetsalg her.

At Daniel Barenboim også har en koncertserie i gang med Schuberts klaversonater i den nye Pierre Boulez sal, tager hun ikke bekymrende op. Hun vil nok gå hen og høre, hvordan han spiller det, siger hun… .Jeg har historien fra dagens udgave af Tagesspiegel, og jeg synes den er så interessant, at I også skulle have den. Læs hele artiklen i Tagesspiegel her

Se og hør Ran Jia spille og fortælle om Schubert og sig selv på Youtube. Foto til indlægget er fra denne Youtube video.

 

Skriv gerne en kommentar