Berlins biografer med sjæl og charme

Foto: Kirsten Andersen
Zoo Palast, sal. Foto: Kirsten Andersen

Visitberlins blog omtalte forleden biograferne i Berlin, hvor arkitektur og atmosfære er bevaret.

To af biograferne, som Kristin Buller omtaler i bloggen, har jeg besøgt. Og jeg kan kun skrive under på, at det giver en ekstra oplevelse til biografbesøget at besøge sådan en flot sal.

Derfor synes jeg at en omtale og link til biograferne er helt på sin plads. Nu kommer den mørke tid jo, hvor man ikke nødvendigvis opholder sig udendørs hele dagen, når man er på ferie. Ofte er der gode film på programmet, som først kommer til Danmark et år senere. Lige nu går den nye film Staat genen Fritz Bauer, som har samme tema som Im Labyrinth des Schweigens. Se her, i hvilke biografer, den går. Det var den film, jeg ville vælge, hvis jeg havde muligheden. Nu må jeg vente og se, om den kommer op i Danmark.

Hvis man skal se en engelsk/amerikansk film, kan man lige lægge mærke til, om den vises i originalsprog med undertekst. Det angives som regel OmU. Det er for mange ikke-tyskere forstyrrende med synkroniseringen. For tyskerne, som er vokset op med den, er den nok nærmest naturlig. Det er nemlig sådan, at skuespillerne har sin faste tyske synkronisør. Når Tom Hanks taler tysk, lyder det altid ens.

Sidste efterår så jeg filmen Im Labyrinth des Schweigens i Zoo Palast en eftermiddag, før filmen tog jeg et billede i den flotte sal. Vi var – siger og skriver – 5 personer i den store sal. Mærkeligt i sådan en stor by, måske fordi det var en hverdag. For nogle år siden så jeg filmen Das Reichorchester om Berlinerphilharmonikerne under nazismen i Cinema Paris på Kurfürstendamm.

Se bloggen og hele listen om biograferne i Berlin.

Skriv gerne en kommentar