Berlinernes Berlin

Her til jul sendte min samarbejdspartner hos History Vision mig en DVD med titlen Mein Berlin – So sehen Tagesspiegel-Leser ihre Stadt.

Jeg havde allerede hørt om den, da vi mødtes i Berlin i oktober sidste år, og jeg havde også læst om den i Tagesspiegel online. Tagesspiegel og History Vision havde opfordret læserne til at sende deres private foto- og filmoptagelser ind. Det kunne være fra det nære familieliv, men også fra de store historiske begivenheder, som Berlin har centrum for årene igennem eller blot optagelser fra byens liv.

Der er få optagelser fra 20’erne og 30’erne, men de fleste er fra krigens slutning og frem, hvor det bliver mere almindeligt at menigmand får et kamera og et smalfilmsapparat.

Da optagelserne er private er det Vest Berlin, der spiller hovedrollen i filmene. Men der er selvfølgelig private optagelser både fra murens bygning og fald. Noget helt særligt er, at der er optagelser af sprængningen af kendte bygninger efter krigen, da de var skadet af bomber. Vi ser også Nikolaiviertel før den er genopbygget.

DVD’en giver et rigtigt godt indtryk af byens historie gennem amatørfotografens kamera. Her er fint materiale for den, som vil dykke lidt dybere ned i Berlins fortid.

DVD’en kan købes i Tagesspiegels shop, se mere her.

Skriv gerne en kommentar