På søndag den 25. februar er det sidste chance for at se udstillingen Berlin 1937 i Märkisches Museum. Så den vil jeg lige minde om med en lille “genudsendelse”. Jeg så udstillingen, sidst jeg var i Berlin, og jeg kan varmt anbefale den, hvis man ønsker at få mere klaring på, hvordan det kunne lade sig gøre at køre et land i den grad i afgrunden.

Udstillingen viser dagliglivet i Berlin i 1937, altså for 80 år siden. Det er tiden, hvor nazismen lige så stille overtager tyskernes hverdag, og hvor man kunne leve et nogenlunde normalt liv, vel at mærke, hvis man ikke var jøde, kommunist eller tilhørte andre grupper, som ikke var accepteret i diktaturet. Samfundet virkede normalt på overfladen. Det er netop denne tid, hvor det bliver afgørende for tyskerne og hele verdens skæbne, at det ikke lykkedes nogle at få taget magten fra nazisterne igen i rette tid.

Udstillingen er sat godt op. Ikke spektakulært,  men ordnet i temaer og formidlet med plancher og tekster på små skærme, hvor man behændigt selv kan vælge, om teksten skal være tysk eller engelsk. En af vagterne supplerede endda med en længere introduktion til udstillingen, og hvordan det var bedst at gå den igennem. Overraskende for mig var hans fortælling om øvelser med bombardementer, hvor tyskerne selv fløj ind over byen og fingerede et bombeangreb, altså i året 1937. Befolkningen skulle trænes i at gå i beskyttelsesrum osv. I udstillingen var der også fotos og beskrivelser af det. Det har altså ikke været noget, der overraskede det nazistiske styre, at der ville komme bombeangreb på civilbefolkningen. Det havde de taget med i beregningen. Uhyggeligt, synes jeg.

Læs mere om udstillingen her. Vises til 25. februar 2018.

Skriv gerne en kommentar