Antenne Brandenburg

Mon ikke der er andre, der som jeg holder af at lytte til de lokale radiostationer, når man er på ferie?

Det er en god måde at holde sig orienteret på og følge med i nyheder, vejr og vind.

Jeg har i mange år haft Berliner Rundfunk som min Berlin-radiostation. Men forleden dag kom jeg til at  slå ind på Antenne Brandenburg på min Bose Sound Touch netradio. Jeg downloadede appen på min ipad, og der kunne jeg se, at der er mange fordele ved at lytte til Antenne Brandenburg via appen. Her kan man nemlig gå ind og læse mere detaljeret om nyheder, vejr osv.

Man kan med det samme se, hvordan vejret er i de forskellige bydele i Berlin. Man kan følge trafiksituationen, hvilket er meget nyttigt, hvis man er i bil. Desuden fortælles det, hvis der er en eller anden demonstration, som man nok helst vil uden om.

Lige her til morgen hørte jeg i Antenne Brandenburgs nyheder, at i dag bliver de to pandabjørne fra Kina officielt overgivet til Berliner Zoo ved en festligholdelse. Pandabjørne er jo noget særligt, og nu har Berlin åbenbart fået to nye af slagsen. Det er åbenbart så stor en nyhed, at selveste Angela Merkel og Kinas statspræsident Xi Jinping er tilstede for at hilse bjørnene Meng Meng og Jiao Qing velkommen til Berlin. Via appen kan man læse nærmere detaljer i nyhederne. Indrømmet: en nyhed som denne kunne man jo godt undvære, men den er da meget sjovt at få med, hvis man nu havde planlagt en tur i Zoologisk have. Bjørnene er dog først at se for offentligheden i morgen.

En anden grund til at lytte til Antenne Brandenburg er musikken. Der spilles meget god international pop musik og der spilles også meget godt tysk popmusik …OG! der findes faktisk rigtig meget tysk kvalitetspop, som det er interessant at stifte bekendtskab med eller genhøre.

I denne uge kan der også være en anden fordel vedr. musik. Værterne i Antenne Brandenburg udlodder billetter til koncerter med store internationale navne – koncerter som ellers har været udsolgt i lang tid. Man skal svare på nogle spørgsmål og ringe ind, så kan man vinde billetter til koncert med Elton John, Robbie Williams, U2, A-Ha og Helene Fischer.

En anden sjov ting på Antenne Brandeburg er at folk kan ringe ind og få en fortælling om deres navne. Navne i Tyskland er noget andet end i Danmark, hvor det for det meste er en -sen navn, et professions- eller stedsrelateret navn. I Tyskland kan man hedde alt muligt. Der sidder så en navneprofessor, som forklarer baggrunden for folks navne.

Appen kan downloades i App-Store og Google Play.

Antenne Brandenburg er en del af Rbb og dækker modsat Berliner Rundfunk hele landet Brandenburg. Læs mere om Antenne Brandenburg her. Og god fornøjelse med lytningen.

Skriv gerne en kommentar