Bauhaus bygger ny museumsbygning og er barslet med en imponerende flot hjemmeside.
Siden Bauhaus bevægelsen blev etableret i 1919, har den haft stor indflydelse på arkitektur og design i hele verden. I Berlin ligger verdens største samling af Bauhaus-relateret design og arkitektur, Bauhaus Archiv -Museum für Gestaltung. Bygningen er tegnet af en af Bauhaus’ mest betydende arkitekter, Walter Gropius. Hvis man interesserer sig for arkitektur og design, bør man besøge museet på Berlin turen. Der er en fin fast samling og som regel en særudstilling. Den aktuelle særudstilling Wassily Kandinsky Lehrer am Bauhaus vises til 8. september. Der er rundvisning i samlingen på søndag den 3. august kl. 14 (på engelsk kl. 15), og det er inkluderet i entréen. Den 12. august kan man få Bauhaus brunch kl 11 med efterfølgende rundvisning i samling og særudstilling.
Bauhaus museet har brug for mere plads, og der er nu ved at være rejst midler til, at der kan udskrives arkitekt konkurrence om den nye bygning. Det er planen, at bygningen skal stå færdig til 100 års jubilæet 2019. Det kan I læse mere om på Bauhaus’ hjemmeside.
Og det var egentlig den, som forårsagede mit indlæg idag. Jeg får nyhedsbrev fra Bauhaus Archiv, og de annoncerede denne gang deres nye hjemmeside. Jeg blev nysgerrig og skulle straks tjekke den. Og hold da op! Hvor er den flot! Helt i Bauhaus-stil er den på en gang enkel og meget funktionel, og så er den samtidig en fryd for øjet. Hvis I har klikket på ovenstående links, så har I jo allerede set den.
Hjemmesiden præsenterer selvfølgelig Bauhaus Archivs shop, og da jeg først var kommet ind på den, da blev der fare for, at berlin-nyt ville udkomme med væsentlig forsinkelse i dag. Jeg blev fuldstændig fortabt i alle de skønne designting de sælger, klassikere som nye designs. Prøv selv at kigge derind, hvis I da tør. Jeg advarer: der er stor fare for at blive fristet!
Men at se den nye hjemmeside, det koster ingenting. Mine damer og herrer: http://www.bauhaus.de/de/.