berlin-nyt, bogstaveligt talt

Buchstabenmuseum, Berlins museum for bogstaver – har haft en lidt omflakkende tilværelse i den tid det har eksisteret. Museet blev etableret i 2005 af to bogstavsentusiaster – begge uddannede indenfor den grafiske branche. Nu er museet flyttet til Holzmarktstr. 66 i Berlin Mitte, hvor de lover, at de vil blive i noget længere tid.

Museet ser det som sin opgave at redde bogstaver. F.eks.  de mange flotte og særprægede facadeskrifter på institutioner, forretninger og virksomheder. Tanken er rigtig god, synes jeg. Det er interessant i sig selv, og mange kan finde glæde ved at se på en flot skrift eller et smukt bogstav. Men samtidig tænker de to museumsindehavere vel også på den kulturhistorie, som de forskellige skrifttyper fortæller os om.

Foto: Kirsten Andersen
Foto: Kirsten Andersen

På museets hjemmeside kan man kigge billeder af bogstaverne i museets samling og få oplysninger om skrifttypen, hvor bogstavet har været brugt og hvornår det er kommet ind i museets samling. Hvis I kigger under fanen Presse på museets hjemmeside, vil I også se, at der er skrevet meget om museet rundt i hele verden.

Med det nye hjem er der også kommet ny og udvidet  åbningstid, nemlig torsdag til søndag kl. 13-17.

Her ønskes Buchstabenmuseum tillykke med det nye hjem, og jeg glæder mig til at besøge det igen, næste gang jeg er i Berlin.

Skriv et svar