Tigertörtchen – Berlin Cupcakes

berlin-nyt.dk er også på Twitter – måske I har lagt mærke til ikonet i øverste højre hjørne. Indlæggene her eksporteres direkte til Twitter, så det er det samme, der står på Twitter. Fordelen ved at være der, er selvfølgelig at flere ser indlæggene. Jævnligt kommer der mailbeskeder med nye “followers”, som det hedder på Twitter. Altså læsere, der ønsker at følge berlin-nyt.dk – og så skal jeg jo lige have tjekket, hvad det er.

I går var det Tigertörtchen – og bag sådan et navn kan der jo gemme sig hvad som helst. Det gjorde der ikke i dette tilfælde. Det handler – som ordet antyder – om små kager, små cupcakes. Tigertörtchen har en café i Nikolaiviertel, og der skal jeg hen på mit næste Berlin-besøg, som bliver sidst i november måned. Den menu over kagerne, som man kan se på deres hjemmeside, frister jo ud over det rimelige. Tigertörtchen går ret meget op i det med økologi og er f.eks. omhyggelige med at  vælge  råstoffer fra lokalområdet. De fortæller også på deres hjemmeside, at de måtte lede længe efter kaffekrus, der opfyldte deres krav om økologi. Det endte med at de selv måtte logo-stemple dem, de omsider fandt frem til.

Tigertörtchen‘s hjemmeside vil man også se, at de har kager til veganere. Men de stopper ikke her, nej de linker til siden berlinvegan.de, hvor der er en oversigt over veganrestauranter og -butikker i Berlin. Det er da god service. Nu er jeg ikke selv kødfornægter, men jeg respekterer dem, der er – og har/har haft flere i bekendtskabskredsen. Så den service vil jeg gerne formidle videre.

Sådan blev Twitter skyld i, at Tigertörtchen kom til min og jeres bekendtskab – gode oplysninger skal man ikke være fedtet med at give videre. Kig ind på http://www.tigertoertchen.de/ og bliv fristet.

Skriv et svar