Menneske-museet ved Alexanderplatz

Hvis I ikke endnu har besøgt en af Gunther von Hagens udstillinger med menneskekroppe er muligheden der endnu i Berlin på det det omstridte Menschen Museum, som åbnede ved foden af fjernsynstårnet, Alexanderplatz i februar sidste år.

Jeg besøgte udstillingen Körperwelten, da den gjorde stop i Berlin for nogle år siden. Læs evt. min oplevelse af det her. Det lyder makabert, men det er det overhovedet ikke, det virker såmænd helt naturligt, og man lærer en masse om menneskekroppen. Og det er jo vigtigt at nævne, at de mennesker, hvis kroppe bliver udstillet, selv har givet tilladelse til det. Museet fik jeg ikke besøgt, sidste gang, jeg var i Berlin, men jeg tror jeg vil en tur inden om, næste gang jeg kommer til byen. Og så håber jeg det stadigvæk er der.

For som jeg skriver er museet omstridt. Ikke så meget blandt mennesker i almindelighed. Det har jeg i al fald ikke hørt om. Men myndighederne i Berlin kan ikke rigtigt finde ud af, om de vil tillade museet eller ej. Den seneste afgørelse fra december sidste år er, at museet skal have en godkendelse for at fortsætte. Der mangler endnu at blive givet en begrundelse for, at denne godkendelse kræves. Sålænge den ikke er der, fortsætter museet. Det siger museets leder i en pressemeddelelse, som kan ses på museets hjemmeside her.

Det er næsten unødvendigt at sige, men Menschen Museum er det eneste af sin slags i verden. Jeg kan anbefale et besøg. Da jeg besøgte udstillingen, havde jeg en audioguide med, og det vil jeg også råde til. Den kan I også få på engelsk.

Se youtube om Menschen Museum. Her møder man museets leder, som fortæller lidt om, hvad hensigten med museet er og bla.a. også, hvordan kroppene præpareres til udstilling. Det fortælles også, hvordan man på museet kan udfylde papirer for at donere sin krop til udstilling, hvis det er et ønske. Jeg tænker lige lidt over det 🙂 …

Skriv et svar