50 år med Kino International

Et af denne skribents favoritsteder i Berlin er biografen Kino International på Karl-Marx-Allee nr. 33. Her træder man ind i et stykke DDR-arkitektur, der åbnede dørene d. 15. november 1963, og som således netop nu fejrer 50-års jubilæum.

Fra foyeren med det lysbesatte loft går man op ad trappen, gennem baren med panoramablik ud til Karl-Marx-Allee og ind i det enorme biografrum med en sjælden bevaret 60’er-atmosfære. Herinde dæmpes lyset langsomt mellem væggenes træpaneler, og man synker ned i sit blå velour-sæde under det bølgende loft, mens glitterforhænget går til side, og filmen går i gang på det 17,5 meter brede lærred. Jo, Kino International er et filmoplevelsens sted og samtidig en biograf med en spændende historie.

Kino International. Foto: Rikke Lyngsø Christensen

Kino International. Foto: Rikke Lyngsø Christensen

Kino International åbnede som sagt dørene i november 1963 og var frem til 1989 DDR’s premiere-biograf med bibliotek og et repræsentativt forsamlingsrum i underetagen. Biografen var, beretter avisen Berliner Zeitung, et prestigebyggeri, der skulle fremvise Walter Ulbrichts DDR-hovedstad som både glamourøs, moderne og international. Det er vel sagtens årsagen til, at arkitekterne Josef Kaiser og Herbert Aust benyttede sig af et arkitektonisk formsprog, der var udbredt i Vesten med store glaspartier, gyldne vinduesrammer og afrundede former. Socialisme kan også være raffineret, synes budskabet at have været. Tydeligt er det i hvert fald, at Kino International skulle være Østberlins pendant til Vestberlins biograf, Zoo-Palast fra 1957 på Breitscheidplatz.

DDR-statschefen Ulbricht var tilstede på åbningsaftenen i Kino International i november 1963 sammen med Østberlins overborgermester Friedrich Ebert og den sovjetiske ambassadør Pjotr Abrassimow. Den viste film hed Optimistische Tragödie, og det var, efter sigende, en sovjetisk romantisk revolutionslegende. Trods moderne arkitektur og teknik forløb fremvisningen dog ikke helt efter planen, da filmen flere gange hoppede af spolen. De prominente folk har nok siddet på række 8, der i DDR-tiden var reserveret til parti- og statsledelsen. Her var ekstra plads til benene og et optimalt udsyn.

Det er svært at forestille sig, men senere blev film som Cabaret (1972) og Dirty Dancing (1987) vist her. En ubestridt succes var Konrad Wolfs film Solo Sunny (1980), der på bare 16 uger blev set af over 100.000 besøgende. Og så var der de film, som blev forbudt kort efter deres premiere. Det gælder bl.a. for den kritiske film Die Kommissarin (1987), der blev taget af plakaten efter en uge.

Kino International, bar. Foto: Rikke Lyngsø Christensen

Kino International, bar. Foto: Rikke Lyngsø Christensen

Tilfældigheder kan undertiden synes, som er de alt andet end tilfældigheder. Sådan også med Kino International. For d. 9. november 1989, dagen, hvor Muren faldt, havde Heiner Carows film Coming Out premiere. At en film med temaet homoseksualitet spillede netop dag, synes at være et sigende tegn for en ny individualitet og åbenhed.

I dag er Kino International på Berlins kulturarvsliste, men der vises stadig film i biografen. Og vil man have en særlig oplevelse, så kom endelig i god tid og nyd en stille drink i baren, lysekronerne og udsigten over Karl-Marx-Allee.

, ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close