Ud at gå i efteråret

Efteråret er for mange forbundet med at komme en tur ud at nyde naturen og de flotte farver, inden vinteren kommer og gør det lidt mere besværligt. Er I på ferie i Berlin, er der rig mulighed for at tage traveskoene på og komme ud at røre sig. Hjemmesiden berlin.de har samlet en liste over alle parker og haver i Berlin, og mange af dem ligger lige i hjertet af byen.

Tiergarten passerer man næsten dagligt, når man bevæger sig rundt i byen – enten under jorden eller med bus eller S-tog. Stå af og gå en tur i skoven! Vil man tage en lidt længere tur med s-toget og en bus, kan jeg varmt anbefale Gärten der Welt i Marzahn. Jeg har været der i maj måned, hvor det hele står frisk grønt, men kunne sagtens forestille mig, at der er flot også i efteråret. Der er haver anlagt i forskellige nationers traditioner, og det er virkeligt gennemført og smukt. Se åbningstider og beliggenhed på mit link til slut i teksten.

I Viktoriapark i Kreuzberg er der både vandfald, et bjerg (66 m) og et mindesmærke af Schinkel for frihedskrigene mod Napoleon 1818-1821. Der skulle være en formidabel udsigt ud over Berlin fra denne park. Jeg har ikke selv været der endnu, men den står på ønskesedlen til kommende Berlin-ture. I kan læse mere om parken ved at klikke på linket inde på berlin.de’s liste. Så vidt jeg husker, er den også nærmere beskrevet på wikipedia.

Så er der også Tempelhof, som er en oplevelse helt for sig. Den tidligere lufthavn, som nu er udlagt til rekreativt område og hedder Tempelhofer Freiheit. Skal I derud, så kombiner det med en omvisning i lufthavnsbygningerne. Da jeg var det, var vi både oppe på taget og nede i forsyningsgangene. Det var yderst interessant. Jeg linker også til Tempelhof – hvor man kan bestille omvisning.

Berlin.de’s liste over parker og haver

Gärten der Welt

Tempelhof

Skriv et svar