Nu begynder der at komme gang i koncertsæsonen igen. Et nyhedsbrev fra Konzerthaus i går fortalte dels om den nye sæson, men fik mig også til at gå på hjemmesiden og se, hvad der er på programmet lige nu.
Der er musikfestival med unge klassiske orkestre i Berlin for tiden. Det er festivalen Young Euro Classic 2016, hvor unge klassiske orkestre fra hele verden kommer til Berlin og giver koncert i Konzerthaus på Gendarmenmarkt. Se mere om det her.
I aften, tirsdag den 30. august, spiller Arab Youth Philharmonic Orchestra i den store sal. Som jeg læser programmet er der noget arabisk klassisk musik på programmet, men mest europæisk: Amir Kalaf: Sacrifice for Orchestra (Uropførelse), Georges Bizet: Habanera og Seguidilla fra operaen „Carmen“, Ali Osman„Fusion“ (2007, tysk premiere, Camille Saint-Saëns: „Mon coeur s’ouvre à ta voix“, Dalilas arie fra operaen „Samson et Dalila“ op. 47 og Johannes Brahms: Symfoni Nr. 2 D-Dur op. 73. Solist er mezzosopranen Gala El Hadidi.
Det er noget af en mundfuld og skulle nok være værd at gå efter. For nylig var jeg til koncert i Musikkens Hus i Aalborg, hvor Orkester Norden spillede – også et orkester bestående af unge musikere. Her var der en ung islandsk klaversolist i Griegs klaverkoncert, og faktisk var der også en Brahms symfoni på programmet, her var det den fjerde. Det er forfriskende at se og høre sådan et orkester af lutter unge mennesker – og så må man tage med, at der selvfølgelig ikke er den modenhed og diversitet, som er i et voksent symfoniorkester.
Se mere om koncerten i Konzerthaus i aften her.
Når man kigger frem på efterårets koncerter, er der meget, der frister. Jeg tænker på en Berlintur sidst i november/først i december. Så skulle jeg jo lige se, hvad der er i Konzerthaus. O mein Gott! – Thomanerkoret fra Leipzig med Juleoratoriet og Daniel Hope i samtale med Menahem Pressler er det jeg kan opleve i Konzerthaus! Verrückt!