Rapport fra Berlin

I går tog vi hul på vores program med at se udstillinger om Revolutionen 1918/19.

Vi begyndte på Friedhof der Märzgefallenen. Der er lige nu i anledning af 100 året en udendørs udstilling, som består af seks søjler med fotos og information i meget korte beskrivelser af begivenhedernes forløb omkring revolutionen 1918/19. Desuden er der en digital udstilling i en stor container. Den fik vi ikke at se, fordi den var lukket på grund af sygdom i går.

Det gjorde et stort indtryk på os at se gravpladsen, hvor de faldne fra revolutionen 1848 og 1918/19 ligger begravet. Mennesker – i de fleste tilfælde unge mennesker – der har ofret deres liv for at skabe en mere retfærdig tilværelse. Selv når man ikke har kunnet identificere, så har den faldne fået en sten med påskriften ukendt. Det kan anbefales at tage en tur omkring kirkegården for også at få denne del af Berlins historie med. Se hjemmesiden for Friedhof der Märzgefallenen her. Tag blot ikke derhen en onsdag, for der er der lukket. Det får mig også til at minde om, at det er klogt altid at tjekke åbningstider 🙂

Vi tog videre i Revolutionslandskabet og gik ind på Märkisches Museum, hvor der for tiden vises udstillingen Berlin 18/19. Her fik vi revolutionsforløbet beskrevet med mange detaljer og nuancer. Ved indgangen til udstillingen var en rigtig fin skildring af hvad der skete på den 9. november, time for time.

I form af plancher med tekst og fotografier, film, lydoptagelser, genstande og digitale medier. Her følte vi, at vi virkelig kom tæt på begivenhederne og fik et indtryk af, hvordan det ville have været at være i byen under alle disse uroligheder. Vi fik også lidt mere hold på, hvilke politiske grupperinger, det handlede om, og hvad de stod for. Jeg vil anbefale, at man afsætter to timer til denne udstilling. Evt. kan man afbryde den og besøge museets hyggelige lille café og derefter gå videre. Jeg ville gerne have haft et katalog med hjem, men det fandtes ikke. Det meget venlige og servicemindede personale sendte straks en afsted til den udstillingsansvarlige for at spørge om der kom et katalog senere. Beskeden var, at der måske ville komme et mindre hæfte i februar. Indtil da kan I læse om udstillingen her og dowloade en pdf om udstillingen her.

Udstillingen er tilrettelagt af samme person, som tilrettelagde udstillingen 1937, fik vi at vide – for det kan man ikke se nogen steder – og jeg kan desværre ikke huske navnet. Det også denne udstillingen er meget fint sat op – virkelig interessant og publikumsvenlig. Den får 👍 herfra!

Det samme gør udstillingen BerlinZeit – som er annonceret til at fortælle Berlins historie på en 1 time. Det holder også stik. Vi tog en audioguide med – Flemming på engelske og jeg på tysk. Det kan vi anbefale at gøre. Vi synes virkelig, at vi fik et samlet overblik over Berlins historie fra omkring 1200 til nu. Det begynder med en kæmpe tavle med et kort over byen, hvor der er forskellige nedslag på temaer i form af film og lydfiler. På den tyske audioguide er det ind imellem Berlin selv der med en kvindestemme på berlinerisch fortæller. Det er godt fundet på. Tak til rejsekammeraten Flemming, som er model på fotoet. Husk at tage audioguiden med. Læs mere om udstillingen her.

Skriv gerne en kommentar