For nogle dage siden skrev jeg om koncerten i Berliner Dom på lørdag den 30. november kl. 20.
Der er musik af bl.a. Händel, Bach, Eccard og Reger, og det er en koncert, hvor publikum kan synge med. Hvis I vil det, skal I også være med til prøven med publikum kl. 19. Rundfunkchor Berlin vil danne en helt tryg klippegrund at synge med, den dejlige skuespillerinde Anna Thalbach vil recitere, blæserkvintetten fra Deutsches Symphonie-Orchester spiller, domorganist Andreas Sieling er ved orglet, og dirigenten er Simon Halsey. Koncerten bliver optaget til fjernsynet af RBB. Jeg gentager omtalen af koncerten i dag, så I kan nå at få erhvervet nogle billetter. Der er meget mere at læse om programmet og koncerten på Berliner Doms hjemmeside, hvor I også kan bestille billetter.
I denne 2. omtale vil jeg lige supplere med lidt info om orglet i Berliner Dom. Det er nemlig det eneste orgel fra senromantikken, som nu står i sin originale stand. Orglet benævnes Sauer Orgel, fordi det er bygget af Hoforgelbaumeister Wilhelm Sauer. Det var ved indvielsen i 1905 det største orgel, som fandtes i Tyskland, med 7269 piber og 113 registre, og det var både teknisk og musikalsk tip top moderne.
Skal man ind og se Berliner Dom, skal man betale entré. I entréen er indeholdt en rundvisning på 20 minutter. Man kan også få en orgelrundvisning. Det er ikke til at se på hjemmesiden, om det er kun er for grupper, men der er en formular, hvor man kan bestille en rundvisning, også en orgelrundvisning. Ellers spørg, når I kommer frem, hvis I gerne vil kigge nærmere på orglet.
Læs evt. mere om orglet på Berliner Doms hjemmeside. Det flotte billede af orglet her, er stillet til rådighed af Per Gadegaard.
I december er der en række af julekoncerter i Berliner Dom, heriblandt også Bachs Juleoratorium, som I SKAL gå ind og høre, hvis I er i Berlin i december. Det er (et ord jeg sjældent bruger:) guddommelig musik. Jeg skal nok fortælle om julekoncerterne i løbet af december måned.