Museet for Berlins historie

Et af de museumsbesøg jeg havde planlagt til denne Berlin-tur var et besøg på Märkisches Museum, hvor jeg ville se udstillingen med fotografierne af Cecil F. S. Newman – se evt. tidligere indlæg.

Straks efter at være kommet på plads på hotellet i går, besluttede jeg, at det ville jeg gøre som det første. Märkisches Museum har sin egen U-bahn station, så det er nemt at komme til med den offentlige trafik.

U-Bahnstation Märkisches Museum. Foto: Kirsten Andersen
U-Bahnstation Märkisches Museum. Foto: Kirsten Andersen

Udstillingen Berlin 1945/46 Fotografien von Cecil F. S. Newman er ophængt i så vidt jeg husker 4 rum. Så der er mange billeder af Berlin i ruiner lige efter slutningen af 2. verdenskrig. Det er gruopvækkende at tænke på, hvordan det har været for de mennesker, der stod tilbage med alt det kaos. Da jeg kom ind i udstillingen hørte jeg en noget højrøstet mandsstemme fortælle for en familie med et barn på 8 år (han spurgte efter barnets alder). Han fortalte om en episode, han havde været vidne til på et af de afbildede steder, hvor en gruppe SS soldater havde foretaget en aktion. Og ganske lakonisk fortalte han ved et billede af rigsdagsbygningen, at han havde stået på pladsen og set en stor dreng blive skudt. Drengen havde villet kravle op og tage den russiske røde fane ned. Barnet i familien spurgte, jamen hvem skød ham? Ja det var jo formodentlig russerne, fordi han ville tage deres fane ned, svarede den ældre herre. Og så var det, han spurgte barnet hvor gammelt det var, og om det ikke læst om sådan noget? Om den ældre fortælleglade herre var en museumsguide eller en anden museumsgæst, det ved jeg ikke. Men det var da lidt voldsomt at opleve for sådan en familie på museumsbesøg, synes jeg. Men også tydeligt, at den ældre mand personligt var påvirket af at se billederne.

Da jeg kom lidt længere ind i udstillingen blev jeg tiltalt af en ældre dame, som også helt tydeligt havde brug for at  ytre sig omkring billederne og begyndte at snakke til mig om fotografierne. Da jeg sagde, at det måtte jo have været helt kaotiske forhold at leve under lige efter krigen, svarede hun at alle jo var lettede over, at krigen var slut, og at der ikke var andet at gøre end at gå igang med at opbygge igen. Og unge mennesker ser jo trods alt lyst på fremtiden. Hun fortalte også, at man ganske enkelt ikke fik rationeringsmærker, hvis man ikke deltog i arbejdet som f.eks. Trümmerfrau. Hun mente også, at jo mere man arbejdede jo flere mærker kunne man få. Da jeg fortalte, at jeg var fra Danmark, var hun nysgerrig efter at vide, hvordan danskernes holdning til Tyskland og tyskerne var lige efter krigen. Hun fortalte at hun havde en tante, der var dansk gift, og at hun var på besøg hos denne under krigen. Hun kunne huske, at hun fik at vide, at de ikke skulle tale for højt, når de talte tysk… Vi fik selvfølgelig snakket om det i al mindelighed.

Sådan blev en udstilling med flade fotografier på en væg pludselig meget levende og nærværende.

Märkisches Museum er et meget interessant museum at besøge, og jeg skal derhen igen engang. Men allerede fra besøget i går har jeg mere at fortælle. Det bliver en af de næste dage.

Hvis I som jeg tænker på også at ville se udstillingen Tanz auf Dem Vulkan på Ephraim Palais, kan I med fordel købe en Sonderticket til 8 €, som kan bruges indtil udgangen af året.

Udstillingen Berlin 1945/46 Fotografien von Cecil F. S. Newman i Märkisches Museum
Udstillingen Berlin 1945/46 Fotografien von Cecil F. S. Newman i Märkisches Museum

Skriv gerne en kommentar