Den nye MuseumsJournal, som jeg abonnerer på, fortæller om en udstilling i Liebermann-Villa am Wannsee, hvor der vises værker af Max Liebermann og Lesser Ury. Udstillingen vises til den 26. august.
Gennem de mange år, jeg har arbejdet på Kunsten i Aalborg, har jeg set en del kunst af meget forskellig art. En udstilling, som vi viste et af de første år, jeg var ansat – nok i første halvdel af 1980’erne, var udstillingen Liebermann, Schlevogt og Corinth. Det var udelukkende tegninger, og jeg har aldrig glemt dem. Især Max Liebermanns tegninger fra Tiergarten. Jeg skulle som korrespondent oversætte tekst til katalog, og det var første gang, jeg opdagede, at der i Berlin er en stor park, som hedder Tiergarten. At det ikke var en zoologisk have, Liebermann tegnede motiver fra 😉.
Men inden jeg fortaber mig i minder, må vi nok hellere vende tilbage til den aktuelle udstilling i Liebermanns sommerresidens i Wannsee. Han boede ellers inde på Pariser Platz 7 – lige ved siden af Brandenburger Tor – nu Liebermann Haus.
Udstillingen i Wannsee viser, hvordan de to kunstnere Liebermann og Ury på forskellig måde skildrede storbyen Berlin i 1920’erne og 30’erne. Selv om Berlin i de år ændrede sig til at have et hektisk og mekaniseret bymiljø, svor Liebermann mest til naturskildringerne af storbyen, især med motiver fra Tiergarten, som han jo havde lige udenfor sine vinduer. Ury, derimord, skildrede alt det nye og pulserende i storbyen. De elektriske gadelys, billygterne i den våde asfalt, damp fra lokomotiver, trafikken i det livlige natteliv osv.
Der er ingen tvivl om, at det vil være en dejlig udstilling at se. Berlin kan være djævelsk hot om sommeren, og så er det oplagt at tage ud af byen og fx en tur til Wannsee. Som jeg husker det, skal man benytte både S-tog og bus, og bussen holder ret tæt på Lieberman-Villa am Wannsee. Det er et rigtigt idyllisk sted med en flot have, som ligger helt til til søen. Der er en lille café på stedet, hvor man kan nyde en kop kaffe eller lidt at spise. Stedet er altid et besøg værd i sig selv, da der også er et medierum, hvor Max Liebermanns biografi fortælles.
Læs om Liebermann-Villa og udstillingen her.
Læs også mit tidligere indlæg om Liebermann-Villa, hvor jeg fortæller lidt mere om Max Liebermann. Det er skrevet i 2013, så der er nok nogle link, der ikke fungere mere. Det må I se stort på.