Martinu-opera på UdK

I dag står vist nok i fodboldens tegn i Berlin. Som bekendt spiller Tyskland semifinale mod Brasilien, så det….

Men der skal også være et alternativ til en oplevelse i Berlin i aften for jer, som ikke har lyst til fodbold. Det kommer her:

Jeg læste i Tagesspiegel online en anmeldelse af en operaforestilling på Universität der Künste, og den anmeldelse vakte min nysgerrighed så  meget, at jeg måtte ind på UdK’s hjemmeside og læse, om operaen stadig spilles. Det gør den, nemlig i aften og i morgen aften.

Operaen er Bohuslav Martinus “Les trois Souhaits”  (de tre ønsker). Den er fra 1929, men trods det er det første gang, den opføres i Berlin. Den er tidstypisk for 1920’ernes nytænkning indenfor alle kulturgenrer, f.eks. kaldes den en filmopera, da filmmediet er integreret i opførelsen. Anmelderen i Tagesspiegel taler også om jazz og sangkvartet à la Comedian Harmonists. Handlingen folder sig ud over et gammelkendt tema, hvor hovedpersonerne (her et ægtepar) får tre ønsker af en fe. Parret er i biografen, da de får ønskerne, og snart forsvinder de ind i filmen og får der udlevet deres ønsker om penge, evig ungdom og betingelsesløs kærlighed. Hvilket dog ikke bliver med udelukkende lykkelig udgang.

Operaen opføres af studerende fra flere fakulteter: “Gesang-Musiktheater” “Bühnenbild”, “Kostümbild” og “Visuelle Kommunikation”. Orkestret er  “Symphonieorchester der UdK Berlin”.

Læs mere på UdK’s hjemmeside, hvor man også kan se oplysninger om billetkøb – det koster såmænd kun 10 euro at se sådan en forestilling. Det kunne jeg godt fristes til.

Læs anmeldelse af operaen i tagesspiegel online.

Skriv et svar