Hvert år afholdes den internationale museumsdag her i maj. Det er i år den 19. maj, nu på søndag, at den afholdes på Deutsches Historisches Museum i Berlin.
Temaet i år er Museen – Zukunft lebendiger Traditionen (Museer – levende traditioners fremtid), og DHM fejrer dagen med fri entré og gratis rundvisninger. Der er rundvisninger på mange sprog, tysk selvfølgelig – men også engelsk, spansk og arabisk, og det er hele dagen igennem. Deltag endelig, selv om I måske ikke lige er så fortrolige med sproget. I kan altid få noget ud af det.
Rundvisningerne foregår i den store aktuelle udstilling Weimar: Vom Wesen und Wert der Demokratie, og for familier er der mulighed for at deltage aktivt i at “gøre” demokrati.
Der er dog også rundvisninger i den faste samling dagen igennem.
Altså en god anledning til at besøge det store historiske museum på Unter den Linden nu på søndag.
Læs mere på DHM’s hjemmeside her.