I det bevarede grænsevagttårn fra DDR i Erna-Berger-Str. ved Potsdamer Platz kan man kravle op i toppen og se verden fra en grænsepolitibetjents synsvinkel.
Her i weekenden 9./10. januar kan man desuden høre med på Stasis aflytning af private menneskers telfefonsamtaler.
I et indslag fra rbb-AKTUELL kan man se, at der er hængt nogle røde telefonrør op, som man kan tage fat i og f. eks. høre, hvordan en person fortæller en anden, at i morgen tager vi afsted for altid. Det betyder selvfølgelig at de flygter. Og man kan frygte, hvordan det gik dem. Man må i øvrigt håbe og formode, at de personer, hvis samtale nu hænger og dingler på Potsdamer Platz har sagt ja til, at de offentliggøres.
Grænsen er der ikke mere, politibetjenten, Stasi og DDR heller ikke. Men denne kunstinstallation perspektiverer jo samtidig vore dages aflytninger og overvågninger. F.eks. bliver alt hvad man siger, mens man står med telefonrøret i hånden optaget og afspillet inde i tårnet, så dem, der klatrer op kan høre det.
Installationen ved kunstnertrioen ÜB3R kan opleves i dag fra kl. 11-16. Tårnet kan man også se efterfølgende.
Se indslaget fra rbb-AKTUELL her.
Se mere om tårnet her.