Luftfahtministerium / Detlev Rohweder Haus / Finanz Ministerium. Foto: Berlin-nyt

Historien om Max Lingner

For et par dage siden kom dette års første udgave af MuseumsJournal i min postkasse. Det gjorde den, fordi jeg abonnerer på den.

MuseumsJournal er et magasin, som skriver om – ja det siger titlen også – nyheder og udstillinger på museerne i Berlin. Så det er et godt sted at holde sig orienteret. Især fordi magasinet ikke blot skriver om de store kendte museer og deres udstillinger, men også nævner mindre museer og stiftelser. På den måde bliver jeg også bekendt med kunstnere, som nok er kendte i Tyskland, men som vi i Danmark ikke hører så meget om. MuseumsJournal har som regel også et gennemgående tema for artiklerne i de enkelte magasiner.

Sådan en kunstner var Max Lingner – maler og tegner, som der fortælles om i den nye MuseumsJournal. Temaet i den nye MuseumsJournal er Exil. Verlorene Heimat. Erzählen über Exil. Et tema, som altid vil være aktuelt for Tyskland set i forhold til nazisternes forfølgelser, men som også er det nu i en verden, hvor mange flygter til Tyskland fra krig og undertrykkelse i deres egne lande.

Tilbage til Max Lingner. Selvom vi ikke har hørt så meget om ham, så vil jeg næsten garantere for, at de fleste, der besøger Berlin også har set et af hans udsmykningsværker. Et værk, som han desværre ikke selv var ret glad for.

Det er udsmykningen i søjlegangen på Detlew-Rohweder-Haus, det tidligere Haus der Ministerien (DDR) og Luftwaffeministerium (Nazismen) og hvor finansministeriet nu holder til, beliggende Wilhelmstraße 97 / Leipziger Straße 5–7. Lingner var i 1949 vendt tilbage til Tyskland fra Frankrig, og selvom hans værker var dømt formalistiske af DDR styret, vandt han konkurrencen til denne udsmykning. Men han måtte ændre på den så mange gange, at efter hans eget udsagn hverken han selv eller DDR styret var tilfredse med den. Udsmykningen er malet på Meisner kakler.

Kig forbi huset, næste gang i kommer til Berlin og skænk Max Lingner en tanke. Prøv også at tjekke om Max-Lingner-Haus i Pankow holder åbent. Det var der han fik en bolig og stiftelsen holder til der nu. Max-Lingner-Haus deltager som regel i Tag des offenen Denkmals.

Ifølge Max-Lingner-Stiftungs hjemmeside er Max Lingner nu og indtil 17. juni 2018 repræsenteret i Udstillingen Neue/Alte Heimat i Kunsthaus Dahlem. Læs mere om det her.

Læs mere om Max-Lingner-Stiftung her.

Læs mere om Max-Lingner-Haus her.

Se artiklen i MuseumsJournal her.

Skriv gerne en kommentar