Den 2. februar genåbnede Haus der Kulturen der Welt – måske bedre kendt som “den gravide østers” Øgenavnet har den fået på grund af sin arkitektoniske form.
Med vanlig tysk forkortelse betegnes Haus der Kulturen der Welt som HKW – det er da også lettere og hurtigere at skrive, så det hedder den også her i den kommende tekst.
HKW var lukket siden september sidste år, da der skulle foregå et restaureringsarbejde i den fredede bygning. I auditoriet og foredragssalen er stolene blevet restaureret, og så er auditoriet blevet opdateret på det akustiske område, så det lever op til nutidens krav.
Samtidig er der kommet en ny bar til i den nedre foyer – kaldet Hirschfeld Bar. Her bør historien fortælles, hvem baren har sit navn efter. Det er efter den jødiske læge Magnus Hirschfeld, som var en pioner inden for seksualforskning og den homoseksuelle bevægelse. Han grundlagde i 1919 sit institut for seksualvidenskab i umiddelbar nærhed af HKW – det første institut af denne art i verden. Det fik selvfølgelig ikke lov til at overleve nazismen, og det er fint, at Hirschfeld mindes på denne måde.
HKW er et udstillingssted for international samtidskunst og et forum for aktuel international udvikling og diskurs. Hovedvægten ligger på ikke-europæisk kulturel virksomhed indenfor billedkunst, musik, litteratur, film, videnskabelige diskurser og digitale medier. Aktuelt lige nu er udstillingerne alien matter og Transmediale 2017. Læs mere om HKW og udstillingerne her.
HKW bliver også en af lokationerne for Berlinalen, som snart går i gang. Den skal jeg nok skrive lidt mere om en af de kommende dage.
Foto til indlæg: Haus der Kulturen der Welt Bei Nacht.Foto: Sabine Wenzel