Det har været fine dage i Berlin med masser af udstillinger og koncerter. Selvfølgelig har vi ikke nået alt det vi gerne ville – men meget af det. Finalekoncerten var Beethovens 3. klaverkoncert med Leif Ove Andsnes, som jeg skrev om for nogle dage siden. Han rejser lige nu på turné med Beethoven, som han nu for alvor har taget på repertoiret. Og i går spillede han altså den 3. klaverkoncert i Philharmonien. Koncerten gentages i aften.
Det var lige så flot en koncert, som jeg havde drømt om. Andsnes er jo nærmest ekvilibristisk at se og høre på. Beethovens klaverkoncerter er altid dejlige at høre på, og Andsnes fortolkning gør kun godt for dem, i al fald efter min smag. Publikum i Berlin er ikke nærige med klapsalver, bravo råb og pift. Fire fremkaldelser udløste et flot ekstranummer. Desværre opdagede vi for sent, at Andsnes skrev autografer i pausen, ellers kunne vi godt have fået en signeret CD med hjem.
Efter pausen spillede Deutsches Symphonie-Orchester Berlin og dirigent Gianandrea Noseda en symfonilignende komposition af Richard Strauss – skrevet da han var 22 år. Jeg har det lidt hårdt med symfonier, men dirigenten her var så interessant at se på, at jeg ikke kom til at kede mig. Han havde en meget energisk måde at dirigere på og brugte også sin mimik flittigt. Vi sad igen på block K, så vi kunne iagttage dirigenten forfra – hvilket selvfølgelig er mere interessant end at se hans ryg. Lige dette musikstykke af Strauss var ikke noget at skrive hjem om, men det gør jeg så alligevel.
Læs evt. om koncerten på Deutsche Symphonie-Orchester’s hjemmeside.