Film skal ses i det fri!

Birgit Sørensen har igen sendt et indlæg til berlin-nyt, og tak for det! Det er højaktuelt, for det handler om biografer i sommeraftenen. berlin-nyt supplerer til sidst med et par film anbefalinger.

Sommertid er tid for biografer – i fri luft – og i Berlin kan man i et program over aktiviteter i juli måned se en oversigt med 10 friluftsbiografer fordelt i de forskellige lokalområder.

Går man ind på de enkelte biografers hjemmesider, ser man et imponerende program med mange af de film, som man ikke nåede i løbet af vinteren og nu på stor skærm i smukke omgivelser.

Et besøg i Freiluftskino Friedrichshain i Friedrichshain Volkspark, gav mulighed for at se den svenske film om ”Den hundredårige, der sprang ud af vinduet” med tysk synkronisering – og den vises igen senere på året. Indlederen til filmen fortalte, at der havde været lidt problemer, med at samle publikum til forestillingerne – p.gr.a. verdensmesterskaberne i fodbold, men netop den aften, var der pause i kampene, så vi var mange der kunne nyde både filmen og naturen, med mørket, som langsomt sænkede sig. Med den nuværende varme og fodbolden vel overstået, kan man forvente stor tilslutning til resten af sommerens forestillinger, som kan ses:

Af hensyn til naturens mørkelægning begynder filmene kl. 21.30. Der er program hver dag i den denne uge i nogle af biograferne, andre steder spiller de kun nogle af dagene. Tjek selv programmet, der er rigtig mange gode film.

Skulle berlin-nyt anbefale et par film ville det blive “Den hundredårige”, som Birgit nævner ovenfor – den kan ses 25. juli i Freiluftskino Kulturforum – det er en rigtig eventyrfilm, som man sagtens kan tage lidt større børn med til. I Freiluftskino Kreuzberg kan man også på fredag se en film lidt i samme stil. Det er filmen Grand Budapest Hotel. Den handler også om en mand, der oplever et fantastisk liv. Denne film indholder endvidere mange kolossalt flotte scener. Der er flotte naturscener men også konstruerede interiør- og arkitekturbilleder findes i filmen – der tilmed er sjov, underholdende og spændende.

God fornøjelse i biffen!

Skriv et svar