Fra i dag vil man nok i bybilledet i Berlin møde plakater, bannere og reklamer med et kæmpestort komma. Komma’et er vartegn for 14. Internationales Literaturfestival Berlin, som åbner i dag og varer indtil den 20. september.
Man vil sikkert også i dag, på åbningsdagen, opleve, at der er oplæsningensarrangementer mange steder rundt om i byen. For festivalen har i anledningen af åbningen opfordret til at alle, som har lyst kan bidrage med oplæsning på et sted, man helt selv vælger. Det skal være anmeldt i forvejen, så det er nok ikke muligt at melde sig mere, hvis nogen af berlin-nyts læsere skulle have haft lyst til det. Men der er jo så til gengæld mulighed for at få sig en ekstra oplevelse på turen rundt i byen i dag.
Ellers er der et utal af begivenheder under festivalen. Hovedstedet for begivenhederne er Haus der Berliner Festspiele i Schapernstr., men der er mange andre steder med oplæsning også. Dem kan jeg slet ikke begynde at remse op her, men I kan se dem på litteraturfestivalens hjemmeside. Her kan I også se en oversigt over festivalens hovedtemaer. Et lidt specielt tema i år er samspillet med computerspil og litteratur.
På samme hjemmeside kan I også under Veranstaltungskalender klikke jer frem til dagen I ønsker at se program for og vælge ud, hvad I vil deltage i og se, hvor det foregår.
Festilvalen bliver også nogle gange omtalt som litteraturens Berlinale. Til festilvalen bliver nemlig også inviteret forfattere og digtere – kendte som nye talenter fra hele verden. Det betyder jo også, at det hele ikke foregår på tysk, men i mange tilfælde bliver der oversat til tysk. Nogle arrangmenter vil sikkert også foregå på engelsk, hvilket for de fleste danskere ikke vil volde problemer.
Der er altså god grund til at kigge efter det store komma og slå ørerne ud i de kommende dage!
Hvis I vil have programmet med jer rundt, kan I downloade programmet som pdf her.