Jeg har lige været med min søn og hans familie i Knuthenborg Park og overnatte i en hytte med udsigt til ulvene. På den anden side af hytten gik vi ud og så på stjernehimlen. Helt sort og fyldt med stjerner! Så flot har jeg ikke set stjernehimlen, siden jeg var barn og boede på landet! Måske derfor sprang denne nyhed fra Berliner Morgenpost mig i øjnene her til morgen.
På lørdag den 21. oktober fejrer Zeiss-Grossplanetarium i Berlin 100 års jubilæet for det føste planetarium i Tyskland, som kunne projicere stjernehimlen. Det var firmaet Carl Zeiss, som havde udviklet det og åbnede planetariet i München i 1923.
Det fejres nu i Berlin med et program hele dagen, og der er gratis adgang. Der uddeles billetter på stedet, og der er begrænset antal pladser. Læs mere og se programmet på Zeiss-Grossplanetariums hjemmeside her.