Sidst i november skal jeg en tur til Berlin igen. I går var jeg og min rejseledsager Lisbeth ved at planlægge turen lidt mere i detaljer. Jeg gør altid det, at jeg bestiller billetter på forhånd til de aftenforestillinger, jeg vil gå til.
Til turen i november har vi bestilt billetter til:
- 24. nov. kl. 18 Valkyrien, koncertopførelse, Philharmonie store sal
- 25. nov. kl. 16 Don Kosakkernes Balalajka orkester i Philharmonie
- 26. nov. kl. 19.30 Romeo og Julie i Deutsche Oper
- 27. nov. kl. 20 Musikteater aften om Gustav Mahler
- 28. nov kl. 14 Konzerthaus Espresso koncert – Schostakowitsch klarinet og klaver
- 28. nov. kl. 20 Leif Ove Andsnes i Philharmonie Store sal
Så vi kommer lidt rundt til opera, folkemusik, ballet, musikteater, kammerkoncert og klaverkoncert. Tænk at vi på éen og samme ferie kan høre Wagners Valkyerien, se et russisk balalejkaorkester, se den Staatsballet Berlin danse Romeo og Julie til Prokofjevs dejlige musik, opleve et helt nyskrevet musik-teaterstykke om komponisten Gustav Mahler, få en lille kammerkoncert med klarinetmusik af Schostakowitch og høre selveste Leif Ove Andsnes i Beethovens dejlige tredje klaverkoncert.
Der var flere billetter alle steder – til Espresso koncerten og Mahler-forestillingen dog kun ganske få. Via linkene kommer I hurtigt frem til, hvor I kan bestille billetter, hvis I skal til Berlin i samme periode og har fået lyst til samme program.
En anden dag skal jeg fortælle, hvilke museer, vi har i kikkerten.