Hvem var Anders Ands far?

I Andeby er det jo sådan, at ingen af indbyggerne er gift med hinanden eller har børn med hinanden. Der er kun onkler, tanter og nevøer. Nu viser Schloss Britz en udstilling, hvor man kan få svar på, hvem der er de egentlige “fædre” til Andeby-boerne.

Udstillingen viser originaltegninger, skitser og billeder af tre tegnere, som alle har haft stor betydning for Disneys univers: Arthur Floyd Gottfredson (1906-1986)Charles Alfred Taliaferro (1905-1969) og Carl Barks (1901-2000). Linkene er til Wikipedia.

Og hvem er så “far” til hvem? Arthur Floyd Gottfredson er far til Mickey Mouse og har videreudviklet Pluto, Sorte Klat og Nora Malkeko. Mange tror måske det er Carl Barks, der har opfundet Anders And. Men se, det er det ikke. Det er Charles Alfred Taliaferro. Anders And blev undfanget på papiret i midten af 1930’erne. Og så er det jo helt naturligt, at det også var Taliaferro, der fandt på Andersine – som skulle minde om hans egen kone (forhåbentlig da ikke udseendet….) og Rip, Rap og Rup. Også Bedstemor And er han ansvarlig for – det skulle være hans svigermor, der har inspireret til hende. Og så er der Carl Barks, som vel er den mest kendte af de tre. Han tilføjede en række nye indbyggere til Andeby som f.eks. Onkel Joachim, Georg Gearløs og Bjørnebanden.

Disneys tegnere blev oprindeligt ikke krediteret for tegningerne, det var kun Disneys navn, der figurerede på tegneserierne. Så det er en særdeles fin idé med sådan en udstilling, der yder tegnerne retfærdighed. Andeby og alle figurerne er jo elsket af både børn og voksne, så der skal nok være interesse for at se sådan en udstilling, der dels beskriver, hvordan Andeby er opstået og dels viser mange originale tegninger.

Udstillingen vises til 11. marts 2012. Åbningstid tirsdag – søndag kl. 11-18. Schloss Britz ligger lidt udenfor centrum, men kan nås med U-bahn. Se beliggenhed på kort  og se hjemmesiden for Schloss Britz, hvor de beskriver, hvordan man kommer dertil.

Jeg kan huske, at jeg en gang læste en tysk artikel om et landkort over Andeby, som hedder Entenhausen på tysk. Jeg har søgt lidt på det. Kortet er tegnet af Jürgen Wollina,  ingeniør med landkort som speciale og livslang Anders And entusiast. Han har brugt 13 år på at tegne kortet. Artiklen stod i Die Zeit og den findes endnu på nettet. På Duckipedia kan I læse meget mere om Entenhause. Der findes en entusiastisk forening af Donaldister i Tyskland. De har selvfølgelig en hjemmeside, og her kan man købe det omtalte kort. Se http://www.donald.org/DD/DDSH/stadtplan/.

Så er der ikke mere Disney-Sjov i dag….

Og så alligevel for på Egeskov Slot v/ Kværndrup på Midtfyn, findes en lyserød (original farve) “Bedstemor And-bil” fra 1919. Den har inspireret tegnerne til bilen, som Bedstemor And kører i.  Bilen er udstyret med plydssæder og gardiner kan stadig køre. Det fortæller Jens, som jo kommer fra de kanter. Egeskov Slot åbner igen den 1. maj 2012.

Skriv et svar