Berlinische Galerie er et af de museer, jeg omtaler under fanen Museer. Jeg har besøgt stedet flere gange og har nydt det hver gang. Det har ofte været fotografiudstillinger, jeg har gået efter.
Lige for tiden vises flere udstillinger, som jeg synes lyder interessante.
Den en af dem er en udstilling med den danske kunstner Tue Greenfort. Han har modtaget GASAGs kunstpris i 2012. GASAG leverer naturgas, og Greenfort arbejder netop med temaer som klimaproblemer og økologi. Det virker som en udstilling med mange facetter – han har også glas inde som tema – og det falder også godt i tråd med stedet, hvor han udstiller. Bygningen er nemlig et tidligere glaslager – her opbevaredes et reservelager af glasruder til bygningerne med de store ruder. På Berlinische Galeries hjemmeside om udstlillingen fortælles på en video mere om dette og om hele udstillingen. Også kunstneren fortæller her om sin udstilling, som varer til 8. april. Se mere på dette link.
En anden særudstilling er et bidrag til Temaåret Zerstörte Vielfalt. Den har titlen VERFEMT. VERFOLGT. VERBOTEN, og der vises kunst fra 1933-1938. Det siger sig selv, at det handler om de kunst, som blev forfulgt og begrænset i at udfolde sig efter nazisterne kom til magten. Udstillingen vises til den 12. august. Se mere på dette link.
Samlingen i Berlinische Galerie består af kunst, som er opstået i Berlin siden 1870. I den nuværende præsentation har man valgt at vise kunst fra 1880-1980. Også her er der en video, hvor direktøren for Berlinische Galerie fortæller mere om udstillingen. Se videoen på dette link.
Endelig vises der for tiden som en del af den faste samling en udstilling om den kvindelige arkitekt, Hilde Weström. Anledningen er, at hun i 2012 fyldte 100 år. Hun har især arbejdet med både privat og socialt boligbyggeri. Læs også mere om denne udstilling på Berlinische Galeries hjemmeside.
Der er således både moderne installationskunst, maleri og arkitektur at se på Berlinische Galerie, så det skulle nok være et besøg værd.