I efterårsferien var jeg i Berlin sammen med min søn og svigerdatter og deres to børn Martha på 4 og Hubert på 7 år. Jeg havde fået et ophold af dem i fødselsdagsgave – jeg er lige fyldt 70 år.
Det var en dejlig ferie, og jeg vil fortælle om vores oplevelser sammen, da det kan være til inspiration for andre familier med børn.
Vi havde planlagt to oplevelser og ville lade resten være op til dagsformen, vi havde fire dage sammen. Vi fik heldigvis mange flere oplevelser end de to. Men i dag vil jeg fortælle om den ene af de to planlagte oplevelser, at lave vores egen chokolade i Ritter Sport forretningen i Friedrichstrasse 83. Vi havde booket billetter på forhånd, som man skal. Og man skal være ude i lidt god tid. Man kan vælge mellem en tysktalende og en engelsktalende vært. Vi havde den engelsktalende. Det hele varer 1 time, og man skal være der 10 minutter før det går i gang. Børn fra 4 år kan være med, så vi havde begge børn med. Vi tænkte, at det nok ville blive svært for en 4 årig at være med hele tiden, så far var udenfor og kunne være sammen med Martha, hvis det blev nødvendigt.
Det var, hvad vi vidste på forhånd. Alle var spændte. Endelig blev vi kaldt ind, og billetterne kontrolleret. Vores vært var rigtig sød. Hun var god til at fortælle og vise, hvordan vi skulle gøre, hvor mange smagstilsætninger, vi måtte tage osv. Vi kunne vælge mellem op til seks, som jeg husker det. Vi fik en – synes jeg – stor papskål, en chokolade form, en ske og en lille gummimåtte. Vi kunne vælge mellem tre slags chokolade, mælkechokolade, mørk chokolade og hvid chokolade. Når vi havde valgt vores smagstilsætninger – fx vingummibamser, honningmandler, Smarties osv. – gav vi skålen til værten, og hun fyldte chokolade i fra en hane, hvor chokoladen løb hele tiden, som om det var en vandhane 🙂
Så vil jeg ikke afsløre mere, men jeg kan sige, at det er meget nemt at være med til. Man skal bare følge vejledningen. Chokoladen skal så i køleskab, og mens det størkner i 20 minutter, fortæller værten om Ritter Sports historie. Det er meget interessant at høre, men nok mest for voksne. Så her kom Martha ud til far, Hubert fulgte med i fortællingen, så godt han kunne.

Så kom det store øjeblik, da vi skulle have vores chokolade og pakke den i en æske, vi selv kunne vælge. Her kom Martha ind og var med igen.
Jeg vil sige, at det var en rigtig dejlig oplevelse for os allesammen. Jeg havde nok lidt tænkt, at det der med at gå i Ritter Sport og lave chokolade, det var noget poppet og kommercielt noget. Selvfølgelig er det noget firmaet gør for at få opmærksomhed, det er klart. Men jeg vil nu sige, at måden det bliver gjort på er rigtig fin. Det foregår i en meget venlig og afslappet atmosfære, og nemt at være med til. Ikke mindst, er det en god fællesoplevelse for familien. Vi skulle selvfølgelig smage på hinandens chokolader senere på dagen. Vi nåede ikke at smage alle fire, så oplevelsen varer ved også nu, hvor vi er kommet hjem fra ferien, hvor jeg håber at få smagt på de sidste 🙂
Se mere om Ritter Sport og om, hvordan man bestiller billetter mv. på hjemmesiden her.