Her i weekenden blev Pierre Boulez Saal åbnet med fuld musik – der blev sparet på talerne for at få tid til at præsentere så mange forskellige musikfremførelser som muligt. De høje herrer og damer fra Berlins kulturliv og fremstående personer fra hele verdens musikliv var med til at fejre indvielsen.
Jeg skrev om salen for nogen tid siden. Læs evt. tidligere indlæg her.
Barenboim og Boulez har samarbejdet i mange år. Det vidner blandt andet dette pladeomslag om. Jeg kom forbi pladen i går, da en nevø skulle se samlingen, om der var noget han kunne tænke sig til sin vinylsamling. Pladen her valgte han så ikke 🙂 Det er en plade, som jeg købte, da Det Nordjyske Landsbibliotek holdt udsalg af plader for en del år siden. Nu er der ikke noget, der hedder Det Nordjyske Landsbibliotek mere, og der LP-plader er ikke noget, man spiller ret meget. Men Barenboim og Boulez har stadig en aktuel relation.
Det er nemlig Barenboim, som har stået for at få realiseret Pierre Boulez Saal. Pierre Boulez, fransk dirigent, komponist og musikteoretiker døde sidste år har haft stor betydning for den nye klassiske musik, og for at ære ham har Barenboim opkaldt salen efter ham.
Jeg har fået nyheds brev fra Pierre Boulez Saal, og de skriver, at der stadig er billetter til forårets koncerter. De skriver også, at selv om koncerterne er udsolgt i forsalg, vil der altid være nogle billetter tilbage at købe ved billetsalget til aftenens koncert. Det synes jeg lyder rigtig dejligt.
Som jeg skriver i det tidligere indlæg har arkitekten Frank Gehry tegnet salen og akustikken er lagt i hænderne på den nok største ekspert på området, hr. Toyota. Så der er noget at glæde sig til for både øjet og øret.
Læs mere om salen her.