Igen har det lille koncertmagasin Concerti inspireret mig til dagens indlæg. Nu har jeg fået tilsendt et prøve-eksemplar, og jeg tror, jeg bliver nødt til at abonnere på det magasin. Ud over at det rummer en mængde klassiske koncerter i Berlin og Brandenburg, bringer det også interviews med klassiske kunstnere, som er oppe i tiden. Ydermere omtales nye udgivelser af CD og DVD indenfor den klassiske genre.
Nu til dagens tip: I aften kl. 20.30 spiller Jelena Ocic, cello og Frank Immo Zichner, klaver Beethovens cellosonater i Piano Salon Christophori. Jeg kunne finde på at gå til koncerten alene for at høre adagio cantabile fra den 3. cellosonate (Op. 69) – den er så dejlig – Beethoven, når han er rigtig mild og blød.
I kan læse mere om koncerten hos Piano Salon Christophori og reservere plads via hjemmesiden her.
Piano Salon Christophori er et værksted, som restaurerer historiske pianoer, og samtidig en koncertsal. Stedet råder over en fascinerende samling af instrumenter og inviterer musikere til at komme og vække de historiske instrumenter til live.
Se evt. lidt mere om Beethovens cellosonater og hør nogle lydklip her.