I aftes dumpede jeg ind i en udsendelse på DK4. Og så blev jeg hængende.
Det var en udsendelse i serien Restauranter i Europa, og DK4’s Katharina Schimanski var på besøg hos Garage du pont, som er en fredet, historisk bevaret og renoveret tankstation i Potsdam med restaurant og automobilmuseum.
Navnet Garage du pont fortæller en del om stedet og stedets ejer. Navnet er på fransk, og det får vi en forklaring på i udsendelsen. Indehaver og idémand for stedet, Kai Desinger, erklærer sig i udsendelsen som frankofil, derfor det franske navn, køkkenet har fransk menukort og bilerne i den lille museumsafdeling er franske veteranbiler. Garage er det franske ord for servicestation, Pont er det franske ord for bro. Navnet fortæller altså at det er en servicestation som ligger ved en bro og at stedet er frankofil orienteret. Det er bare godt fundet på. Broen er ikke hvilken som helst bro, det er den legendariske Glienicker Brücke, hvor spionudvekslinger fandt sted under den kolde krig.
I udsendelsen interviewer Katharina Schimanski den meget sympatiske Kai Desinger, som fortæller hele stedets historie. Det skal I bare se selv, så jeg vil ikke referere det her. Men jeg vil godt fremhæve, at stedet også er aktivt med velgørenhed. Det er så dejligt at opleve, at der findes mennsker, som skønner på, at det er gået dem godt i livet og tænker på at hjælpe andre, som det ikke er gået så let for.
Potsdam har meget at byde på, og jeg MÅ også en tur til Potsdam. Nu er der en grund mere til at gøre det.
Udsendelsen om Garage du pont bliver sendt igen allerede 2. februar og derefter flere gange. I kan se tidspunkterne for, hvornår udsendelsen sendes på DK4’s hjemmeside her.