Alt-Berlin i Kaiserpanorama

I går kom der nyhedsbrev fra Stadtmuseum Berlin. Märkisches Museum. Det er altid spændende at læse, hvad dette museum har på programmet. Stadtmuseum har flere museer i Berlin under sig: Märkisches Museum, Nikolaikirche, Ephraim-Palais, Knoblauchhaus og Museumsdorf Düppel.

Det som fik min puls et par takter op, da jeg læste nyhedsbrevet, var teksten om Kaiserpanorama på Märkisches Museum. Fra den 12. februar kommer der ny billedserie og det er denne gang billeder fra Alt-Berlin, dvs. Berlin i tiden omkring 1900. Hvor kunne jeg godt tænke mig at se dem. Der står ikke noget om, hvor længe denne serie er der, men det må jeg simpelthen skrive og spørge dem om. Det kan blive anledningen til en Berlin-tur.

Jeg har tidligere set billeder i Kaiserpanorama og det er en helt fantastisk  virkning, som om landskabet eller byen ligger lige foran en. Tænk at se Berlin med det gamle slot! Og Unter den Linden og Friedrichstrasse anno 1900! Det er jo ikke som at se et billede i en bog, det er næsten som at være der. Læs mere om den nye billedserie i Kaiserpanorama her, hvor I også kan læse om de andre udstillinger på Märkisches Museum. Læg mærke til ordet “Kling” i den tyske tekst. Når I sidder ved Kaiserpanoramaet, vil I blive helt klar over meningen med det 🙂

Her lidt om Kaiserpanorama fra et tidligere indlæg:

Kaiserpanoramaet er et kæmpestort rundt møbel i nøddetræ, 2,4 m højt og 3,75 m diameter. Rundt omkring det store møbel står 25 tilhørende stole ud for 25 sæt af 2 kighuller. I passende højde er der en plydsbeklædt støttehylde til albuerne. Man sætter sig på stolen og kigger ind i begge kighuller. Og så sker vidunderet. Man ser billeder i 3D lignende tilstand – i farver. Hvert billede står i 30 sekunder, så lyder der et højt BING, man hører hele maskineriet køre indeni, og et nyt billede dukker frem. Jeg tror det tog 15-20 minutter at se billederne fra Pfalz, som var på, da jeg besøgte museet. Det ene flotte landskabsbillede efter det andet.

Fotografierne er fra omkring århundredeskiftet 1800-1900. Teknikken hedder stereoskopi, og det man ser er flere glasplader lagt over hinanden. Da man dengang ikke kunne tage farvefotografier er alle billeder farvelagt med pensel under lup. Det må have været et kæmpearbejde. Manden, som opfandt teknikken hed August Fuhrmann  (1844–1925) og navnet Kaiser-Panorama har det sandsynligvis, fordi det var i Kaiserpassage ved Friedrichstrasse, at Fuhrmann etablerede sit panorama i Berlin. Der kom efterhånden 247 filialer i byer rundt om i Europa, også i Danmark, så der må have været en kæmpeproduktion af billedserier. Billederne var som regel fra eksotiske rejsemål, som almindelig mennesker ikke havde råd til at rejse til.

, ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

By continuing to use the site, you agree to the use of cookies. more information

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close